Nyheder 5. august

Dyreinternat fik travlt: Fik indleveret over 150 høns midt om natten

De mange høns blev indleveret på internatet, da de var blevet reddet fra en ulykkelig situation på en gård
Høns

Hønsene er lige nu i en 30-dags lovpligtig karantæne, som de skal være i, før de kan få nye hjem.

Foto: Dyrenes Beskyttelse

Natten til tirsdag blev pludselig usædvanlig travl for medarbejderne på Roskilde Dyreinternat.

I de sene nattetimer blev der nemlig indleveret en hønseflok på intet mindre end 159 høns og 7 haner, som var blevet reddet fra en ulykkelig situation på Sydsjælland.

Det oplyser Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Hønsene havde fundet vej til internatet, eftersom Dyrenes Beskyttelse sammen med politi og dyrlæge var rykket ud til gård på Sydsjælland efter en henvendelse til vagtcentralen.

På grund af sygdom havde gårdejeren nemlig ikke sikret hønsene mad og vand i længere tid, og det resulterede i, at flere af hønsene var underernærede.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Fik internatleder ud af fjerene 

Den rekordstore indlevering af de mange høns var da også noget, der fik internatleder Rikke Jørgensen ud af fjerene.

– Jeg tænker da lige: Ok, hvordan skal det lade sig gøre? Men så er det jo bare på med arbejdstøjet og finde på løsninger, siger Rikke Jørgensen, der er internatleder på Roskilde Internat.

Personalet fik derfor hurtigt gjort plads til dyrene på trods af, at det lige nu er højsæson på internatet. Derfor er internatlederen også meget stolt over, at personalet lykkedes med indhegningerne:

– Det er en fordel, at det er en større flok høns. Så kan vi få dem videre til nye ejere i grupper, som får lettere ved at klare sig i en ny hønsegård, siger Rikke Jørgensen.

Hønsene er lige nu i en 30-dags lovpligtig karantæne, som de skal være i, før de kan få nye hjem. Først når denne er overstået, vil de blive lagt på internatets hjemmeside, så folk kan adoptere dem
 

Sponsoreret indhold