Nyheder6. januar 2024

DSB melder næsten udsolgt: Alle vil til København 14. januar

DSB melder næsten udsolgt på togrejser 14. januar i forbindelse med tronskiftet næste weekend
DSB melder næsten udsolgt på togrejser 14. januar i forbindelse med tronskiftet.
DSB melder næsten udsolgt på togrejser 14. januar i forbindelse med tronskiftet.
 Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

DSB melder næsten udsolgt på togrejser med Orange-billetter 14. januar i forbindelse med tronskiftet.

Det skriver DSB i en pressemeddelelse.

De seneste dage er salget af billetter steget voldsomt.

Så godt som alle Orange-billetter på InterCity og InterCity Lyn fra Fyn og Jylland med ankomst i København før klokken 12 er således udsolgt.

Det samme gælder pladsbilletter, der i samme tidsrum er enten udsolgt eller tæt på at være udsolgt på disse afgange, skriver DSB.

- Vi er overvældet af interessen for at få en billet til København den 14. januar, og selv om vi ikke kender alle detaljer for dagen, så er vi slet ikke i tvivl om, at det er grunden til den store interesse. Det kan ganske enkelt ikke sammenlignes med en normal søndag, siger DSBs kundechef Charlotte Saltoft Kjærulff i pressemeddelelsen.

Der er væsentlig bedre mulighed for Orange- og pladsbilletter lørdag 13. januar.

Den modsatte vej fra København mod Fyn og Jylland er der udsolgt af Orange-billetter på flere afgange sidst på eftermiddagen og aften søndag 14. januar.

Det er stadig muligt at tage toget næste weekend, og kommer man fra Sjælland, Lolland, Falster og Møn kan man rejse for 50 kroner i 12 timer i weekenden, skriver DSB.

DSB er tilmed ved at se på, om det er muligt at udvide kapaciteten med ekstra vognsæt for regionaltog på Sjælland og i hovedstadens S-tog, siger Charlotte Saltoft Kjærulff.

Sponsoreret indhold