Nyheder16. december 2021

"Druk" er den mest streamede film hos Blockbuster nogensinde

Filmtjenesten Blockbuster har opgjort, hvilke film der er de mest streamede i 2021. De danske film topper listen
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Den har allerede modtaget et hav af priser - blandt andet en Oscar, en Bafta og en Robert.

Og nu kan den danske film "Druk", der er instrueret af Thomas Vinterberg, også skrive mest streamede film hos Blockbuster 2021 på listen.

For spillefilmen sætter alle andre værker til vægs, når det kommer til streaming i de danske hjem.

Filmen er således også den mest streamede film hos Blockbuster nogensinde.

Danske film til tops

Også anden- , tredje- og fjerdepladsen indtages af danske film.

Næstmest streamet er "Retfærdighedens ryttere", der ligesom "Druk" har Mads Mikkelsen på listen over skuespillere.

Herefter følger "Marco effekten" på tredjepladsen og "Ternet Ninja" på fjerdepladsen.

Værd er det at bemærke, at Ternet Ninja havde biografpremiere helt tilbage i 2018, mens at de øvrige film er gået i biografen i 2020 eller 2021.

Dog kan den høje placering til Anders Matthesens animationsfilm skyldes, at folk har set filmen, før de er gået i biografen og set "Ternet Ninja 2", der havde premiere i august.

Fem danske film i top 10

I modsætning til mange af dens konkurrenter kan man ikke tegne et månedligt abonnement hos Blockbuster.

I stedet kan man leje eller købe spillefilm enkeltvis.

Dermed er listen over de mest streamede film hos filmtjenesten en god måde at finde ud af, hvilke film der reelt er de mest populære i de danske stuer.

Se top 10 i faktaboksen herunder:

De 10 mest streamede film hos Blockbuster i 2021

1) Druk

2) Retfærdighedens ryttere

3) Marco effekten

4) Ternet Ninja

5) After we collided

6) Shorta

7) Wrath of Man

8) Tenet

9) The Little Things

10) The Marksman

Sponsoreret indhold