Druk blandt unge stiger: Hæves aldersgrænsen mon?
Alkoholforbruget blandt unge har været stigende de seneste fem år. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse har foretaget løbende fra 2014.
Hvor 55 procent af de adspurgte i 2016 havde drukket fem eller flere genstande den seneste måned, var den tilsvarende andel i 2021 på 66 procent.
Og mens det gennemsnitlige antal genstande, der blev drukket på en uge, lå på 4,4 i 2016, var tallet sidste år 5,7.
Det bekymrer Peter Dalum, der er projektchef hos Kræftens Bekæmpelse.
- Tallene bekræfter, hvad vi allerede ved: Danske unge har et alt for stort alkoholforbrug, og for mange drikker fuldskabsorienteret flere gange om måneden.
- Nu ser det endda ud til, at alkoholforbruget er steget i forhold til de seneste år forud for coronapandemien, siger han i en pressemeddelelse.
Tallene viser ifølge Peter Dalum, at der er brug for at sætte ekstra ind over for de unge.
Og det mest oplagte greb i værktøjskassen er en forhøjet aldersgrænse for køb af alkohol.
- Vi må under ingen omstændigheder læne os tilbage og forvente, at problemerne med unges druk løser sig selv.
- En 18-års aldersgrænse for køb af alkohol er derfor en helt afgørende del af den kommende sundhedsreform, siger han.
Morten Grønbæk, direktør hos Statens Institut for Folkesundhed, siger, at man blot skal kigge mod de andre europæiske lande for at få dokumenteret effekten af at hæve aldersgrænsen:
- I de 43 ud af 53 europæiske lande, der har en aldersgrænse på 18 år, har de unge også et lavere forbrug.
I dag kan man købe alkohol med en alkoholprocent på op til 16,5 procent i supermarkeder og kiosker, hvis man er fyldt 16 år.
Kræftens Bekæmpelses spørgeskemaundersøgelse er foretaget blandt 1000 repræsentativt udvalgte unge i alderen 15-25 år i en periode fra september til oktober.