Nyheder25. august 2022

Dropper boliger til nye studerende – skal huse ukrainske flygtninge i stedet

Selv om det københavnske boligmarked i forvejen har ry for at være udfordrende, kan det blive endnu sværere for de nye studerende at finde et sted at bo i år
containere
Firmaet CPH Village har tidligere indrettet billige boliger til studerende i containere på Refshaleøen i København.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det er ingen hemmelighed, at det kan være enormt udfordrende at finde et sted at bo i København.

Men for de knap 60.000 nye studerende, der netop er blevet optaget på en videregående uddannelse i hovedstaden, kan det i år være endnu sværere at få tag over hovedet.

Det skriver DR.

Forklaringen skal findes i, at studieboliggarantien, som blev indført sidste år og som skulle sikre de studerende en bolig, allerede er blevet droppet i København.

De udvalgte boliger, der skulle benyttes i forbindelse med studieboliggarantien, er nemlig blevet brugt til andre formål – heriblandt til at huse ukrainske flygtninge.

– Udfordringen med, at startup-housing (de midlertidige studieboliger, red.) ikke kan lykkes i år, er, at vi har sagt ja til at huse en masse ukrainske flygtninge, siger Mikkel Skovgaard, medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten, til DR.

Mikkel Skovgaard erkender, at den nuværende situation ikke er god nok, og at man bør kigge nærmere på flere boliger til unge studerende i hovedstaden.

I de andre store og populære studiebyer, Aarhus, Odense og Aalborg, er boliggarantien stadigvæk gældende.

I Aalborg Kommune gives der endda et tilskud til et vandrehjem allerede fra studiestart, hvis ikke den studerende ikke har fået et sted at bo.

Sponsoreret indhold