Nyheder12. december 2021

Drop-in-vaccine droppes

For at undgå kø kan man mandag ikke længere blot dukke op til vaccination i private centre i hovedstaden
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Fra denne mandag droppes drop-in-vaccinationer i vaccinecentre i Region Hovedstaden drevet af selskaberne Copenhagen Medical og Practio.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse søndag aften.

Formålet er at undgå lange køer ved centrene.

Denne weekend har der været historier om lange køer flere steder. Mandag ventes et stort rykind, da det tredje vaccinestik bliver fremrykket endnu en gang.

Fra mandag kan alle personer fra 40 år og opefter få det tredje stik mod covid-19 fire en halv måned efter det andet stik. Det oplyste Sundhedsstyrelsen søndag.

I Region Hovedstaden vil man inden for en uge være klar til at vaccinere 330.000 borgere, oplyser regionen.

I naboregionen Region Sjælland opskalerer man også kraftigt. Her oplyser regionsformand Heino Knudsen (S) i en pressemeddelelse, at man i løbet af den kommende uge vil være klar til at vaccinere 160.000 borgere.

Regionsformanden håber samtidig på forståelse for, at ikke alle borgere - til trods for opskaleringen - vil kunne få en tid i løbet af de første dage.

Det fremgår ikke, om også Region Sjælland helt dropper vaccinationer uden tidsbestilling. Heino Knudsen opfordrer dog til, at man booker tid i forvejen.

- For at skabe bedst muligt flow ved vaccinationsstederne for alle borgere, opfordrer jeg alle til at booke tid i forvejen før vaccination, siger han.

Nyheden om det fremrykkede tredje stik gav et stort pres på hjemmesiden vacciner.dk, hvor man kan bestille tid til vaccination.

Umiddelbart efter klokken 20.20 søndag aften var der knap 98.000 i kø til at komme ind og en ventetid på over en time.

Sponsoreret indhold