Nyheder27. september 2002

DROP DEN IDÉ

Den lykkelige luder. Det er muligt, at hun findes. Men lad os være ærlige: Prostitution er først og fremmest et erhverv, der trækker et spor af ødelagte menneskeskæbner bag sig. Set i det lys kunne der – ved første øjekast – være en pointe i ugens mest omtalte forslag: Nemlig helt at forbyde prostitution og at gøre det strafbart for mænd (og vel også for kvinder) overhovedet at købe sig til sex. Ligesom i Sverige. Men, men, men. Tøv en kende. For det er netop kun ved første øjekast, at ideen holder vand. Ved nærmere eftertanke er der kun én rimelig konklusion: Drop ideen, arkivér den som det, den i virkeligheden er: Et skrivebordsforslag mønstret af politikere uden fornemmelse for virkelighedens realiteter. For helt ærligt: At tro, at man kan forhindre prostitution gennem forbud er lige et nummer for naivt – næste initiativ fra Christiansborg bliver vel at ophæve tyngdekraften pr. dekret.
https://imgix.seoghoer.dk/media/b58bf84c511f48df93c0d8bd1e2a9467.jpg

Lad os udtrykke det sådan: Prostitution er kommet for at blive. Ligesom kønsdriften efter alt at dømme er det. Det er som bekendt ikke sådan, at behovet for sex forsvinder, blot fordi politikerne beslutter sig for det. Og sandheden om prostitution er jo, at det er en form for sikkerhedsventil, der givetvis forhindrer såvel voldtægter som overgreb på børn. Dermed være ikke sagt, at man bare skal læne sig tilbage og gøre ingenting. Men fremfor at overveje et håbløst forbud var det måske værd at bruge krudtet på initiativer, der kunne sikre de prostituerede nogle fornuftige og trods alt menneskelige arbejdsvilkår.

Sponsoreret indhold