Nyheder16. september 2008

Dronningen: Handicappede ingen adgang

OL-deltagere skal på besøg på Fredensborg Slot, men deltagerne fra De Paraolympiske Lege er ikke inviteret
Deltagerne fra De Paraolympiske Lege er ikke inviteret til dronningens fest
Deltagerne fra De Paraolympiske Lege er ikke inviteret til dronningens fest
 Foto: All Over

Kritikken haglede ned over kronprinseparret, da de valgte Beijing fra for at tage på privat ferie på Tazmanien. Alt tyder på, at kritikken ingen effekt har haft, for nu bliver alle OL-deltagerne - undtagen de handicappede - inviteret til fest på Fredenborg Slot.

Dronning Margrethe har nemlig inviteret de danske deltagere ved de Olympiske Lege 2008 til fest den 21. oktober. Hun har også inviteret kronprinseparret, Frederik og Mary, repræsentanter fra Team Danmark og Dansk Idræts-Forbund og musikken i Fredensborg Slotskirke står Safri Duo for, inden der bliver reception i kuppelsalen på slottet. For fint skal det være.

Så fint, at der ikke bliver plads til de danske deltagere i de Paraolympiske Lege, hvor de handicappede ellers henter mere ædelt metal hjem til moderlandet end de "normale".

- Nej, deltagerne fra de Paraolympiske Lege er ikke inviteret. Dronningen er protektor for Dansk Idræts-Forbund, så her er tale om et arrangement, hvor kun deltagerne i OL er inviteret, siger hoffets kommunikationschef Lene Balleby.

Hun understreger dog, at eftersom prinsesse Benedikte er protektor for Dansk Handicap Idrætsforbund, der i øvrigt sorterer under DIF, vil hun sikkert senere være vært ved et særskilt arrangement for deltagerne i de Paraolympiske Lege.

Skuffelse

Allerede da det blev klart, at hverken IOC-kandidaten, kronprins Frederik, eller handicap-idrættens protektor, prinsesse Benedikte, ville bakke de danske deltagere op under de Paraolympiske Lege, var skuffelsen stor i Dansk Handicap Idræts-Forbund.

- Det er jo en dårlig undskyldning, hvis begrundelsen for ikke at komme, er, at de allerede har været i Kina i år. Det er jo et helt nyt hold atleter, som er af sted til et helt andet arrangement, sagde DHIF's formand, Karl Vilhelm Nielsen.

Nu må han bide endnu en skuffelse i sig og erkende, at kongehuset ikke rangerer de atleter, han repræsenterer på samme niveau som andre.

Sponsoreret indhold