Nyheder6. juli 2022

Dronning Margrethe er færdig: Casino må ikke bruge animeret figur i reklamer

Efter Forbrugerombudsmanden har lagt sag an mod Royal Casino, der bruger en animeret dronningefigur i deres markedsføring, dropper casino-virksomheden dronningen
Dronning Margrethe
Royal Casino har i reklamer brugt en figur, der til forveksling ligner Dronning Margrethe.
 (Foto: Thomas Laursen)

En ældre dame med blå øjne og gråligt hår, med diadem, medaljer, perlesmykker, rød gallakjole og et blåligt ordensbånd. Sådan lancerede Royal Casino i 2020, deres nye ansigt udadtil. En dronning der til forveksling ligner den danske Dronning Margrethe.

Den animerede figur fik Forbrugerombudsmanden til at stævne spillevirksomheden Royal Casino.

Forbrugerombudsmanden vurderede dengang, at virksomheden havde overtrådt god markedsføringsskik, da spillevirksomheden benyttede en figur og et miljø, der udnyttede Dronning Margrethe 2. og kongehuset kommercielt.

- Hvis en virksomhed ønsker at benytte en person, et logo, et varemærke eller andre kendetegn i sin markedsføring, så kræver det samtykke. Ellers vil det være ulovligt ikke bare efter markedsføringsloven men også efter en række andre regelsæt, siger Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

- Det gælder også, hvis man skaber en kommerciel figur eller et miljø, der udnytter og snylter på en anden persons goodwill, popularitet og reklameværdi.

I en af videoerne optrådte Dronningefiguren vinkende på en balkon foran en folkemængde, som vifter med dannebrog, mens der blev spillet ”Der er et yndigt land”. I scenen efter gik dronningefiguren fra balkonen ind på slottet – der var indrettet som et kasino og havde mange lighedspunkter med Amalienborg palæerne – og satte sig ved en spillemaskine.

Forbrugerombudsmanden blev gjort opmærksom på reklamerne i december 2020, fordi kongehusets Kabinetsekretariat havde modtaget en forbrugerklage over Royal Casinos brug af dronningefiguren i en række reklamevideoer, som Kabinetsekretariatet videresendte til Forbrugerombudsmanden.

Royal Casino har nu valgt at give tilsagn og har droppet reklamen med den animerede dronningefigur.

Sponsoreret indhold