Nyheder17. december 2008

Dronning Elizabeth: Skru ned, drenge

Finanskrise og god, gammeldags nærighed får den engelske dronning til at svinge sparekniven
Det er dælme dyrt at holde slot, så nu vil Elizabeth spare
Det er dælme dyrt at holde slot, så nu vil Elizabeth spare
 Foto: All Over

Det kan godt være, at hun kan rende rundt med tiara og andre smykker, som selv ikke Tiffany's ville kunne finde kunder, der havde råd til.

Det kan godt være, at hun ejer slotte, godser og land på størrelse med hele Danmark. Men derfor kan man jo godt være lidt mådeholden.

Dronning Elizabeth har i alle tilfælde fundet sparekniven frem. Og hun har taget nærmest plebejiske metoder i brug. For eksempel har hun beordret sit personale til at spare på både varmen og lyset. I de værelser eller sale, der ikke bliver brugt dagligt på Buckingham Palace, skal lyset slukkes, og radiatorerne justeres, så udgifterne ikke løber løbsk.

Ligeledes er dronningen begyndt at gå i genbrug. Under sit seneste udlandsbesøg, der gik til både Slovakiet og Slovenien, blev Elizabeths spadseredragt fremstillet af stof, som hun fik for 20 år siden.

Og hun skulle angiveligt også have bedt både prins Charles og børnebørnene, prinserne William og Harry, om at skrue ned for forbruget.

Vi må ikke håbe, at det betyder en forringelse af det britiske kongehus' store underholdningsværdi, og at der bliver skruet ned for de vilde ture ud i det londonske natteliv.


Sponsoreret indhold