Drev rundt på åbent hav i fire dage: 39-brite fundet i live

Et fire dage langt mareridt er slut for en britisk kvinde, der i sidste uge forsvandt i en lejet båd ud for den spanske ferieø Formentera.
For mod alle odds er den 39-årige kvinde blevet fundet i live – efter at hun altså har tilbragt hele fire dage alene på åbent hav.
Det skriver det britiske medie Daily Mail.
Kvinden er blevet identificeret som den 39-årige Mary Gavin. Hun er ifølge britiske medier nu indlagt på hospitalet, og hendes nærmere tilstand er ikke kendt. Det er dog blevet bekræftet af de spanske kystmyndighederne, at Mary Galvin er i live.
Den 39-årige kvinde blev meldt savnet onsdag aften, da hun ikke som ventet vendte retur i sin 4,5 meter lange Quicksilver 475 Axess-båd.
Båden havde hun lejet med en plan om at vende tilbage til den spanske ferieø Formentera samme dag. Det skete altså ikke, og derfor blev en større eftersøgning iværksat.
Det var dog først søndag omkring klokken 17, at en anden båd lokaliserede den nødstedte kvinde. På det tidspunkt havde hun drevet rundt til havs i omkring fire dage. Det vides ikke, om hun havde medbragt vand og mad på sin bådtur.
Mary Gavin blev ifølge de spanske myndigheder lokaliseret og reddet af en færge, der sejler mellem Ibiza og Valencia.
Den forkomne kvinde er nu indlagt på et hospital i Valencia.