Drama i Island: Statsminister Katrín Jakobsdóttir ventes at strejke
Titusindvis af kvinder og nonbinære personer strejker tirsdag i Island for at sætte fokus på vold mod kvinder og manglende ligestilling.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Blandt de bekræftede deltagere er statsminister Katrín Jakobsdóttir samt kvindelige fiskere, lærere og sygeplejersker.
Selv om Island i 2023 for 14. gang i træk toppede World Economic Forums ligestillingsmåling, så findes der også ulighed i det islandske samfund.
I nogle professioner tjener islandske kvinder over 20 procent mindre end deres mandlige kolleger. Det skriver The Guardian.
Fire ud af ti kvinder har desuden oplevet kønsbaseret eller seksuel vold.
- Der bliver talt om Island, som om det er et ligestillingsparadis, siger Freyja Steingrímsdóttir, der er en af strejkens arrangører og kommunikationschef i den islandske fagforening for offentligt ansatte BSRB.
- Men et ligestillingsparadis bør ikke have en lønforskel på 21 procent, og 40 procent kvinder, der oplever kønsbaseret eller seksuel vold i løbet af livet. Det er ikke, hvad kvinder i verden stræber efter, siger hun.
Tirsdagens strejke finder sted på 48-året for en strejke 24. oktober 1975.
Ved den strejke, der omtales som "kvennafrí" ("kvinders fridag"), nægtede 90 procent af de islandske kvinder at gå på arbejde.
Strejken medførte markante forandringer i Island. Blandt andet blev Vigdís Finnbogadóttir i 1980 verdens første demokratisk valgte kvindelige statsoverhoved.
Mens strejken i 1975 kun involverede kvinder, er tirsdagens strejke også for binære personer - altså personer, der ikke identificerer sig som mand eller kvinde.
- Vi gør det, fordi vi alle kæmper mod det samme system. Vi er alle under patriarkatets indflydelse, så vi tænkte, at vi ville slå vores opgør sammen, siger Freyja Steingrímsdóttir.
Mindst 25.000 personer ventes at deltage i tirsdagens strejke.