DR varsler store ændringer: Flere programmer lukkes
Flere programmer på ungdomskanalen P3 lukker ved årsskiftet - og derfor skal flere af medarbejderne til at finde sig et andet job.
Det skriver fagbladet Journalisten, der har set den mail, som er blevet sendt ud til P3's medarbejere.
Ifølge fagbladet har flere af medarbejderne de seneste dage været til samtaler, hvor de har fået at vide, at de ikke får forlænget deres kontrakt.
De store ændringer skyldes, at kanalen skal have en ny kurs.
- Den kurs forudsætter ændringer i tilgangen til stoffet og i porteføljen. Derfor bliver der i forlængelse af den nye retning for P3 Lyd foretaget en række programændringer med henblik på sendeplanen for 2024.
- Herunder er der nogle programmer og podcasttitler i den nuværende portefølje, der ikke videreføres i 2024, hvilket har konsekvenser for de tilknyttede medarbejderes vilkår på P3 med effekt i det nye år, lyder det i mailen ifølge Journalisten.
Det fremgår ikke, hvilke programmer det konkret drejer sig om.
Isabella Hindkjær, der er tidligere chefredaktør i Aller Media, overtog posten som redaktionschef på P3 Radio tilbage i marts.
Allerede her varslede hun, at kanalen ville undergå store forandringer.