Nyheder4. januar 2018

Vejede blot 1.000 gram: DR-værts datter født tre måneder for tidligt

Den tidligere ”Aftenshowet”-vært Kristian Porsgaard Rosasco, og hans kone Maja blev i midten af december forældre til en lille pige, der kom til verden tre måneder for tidligt. Den lille pige, der blev nøddøbt kort efter fødslen, vejede blot 1.000 gram ved fødslen. Men trods sin hårde start på livet, trives den lille pige, som har taget 30 procent på i vægt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/85347172.jpg
 (Foto: Agnete Schlichtkrull/DR)

De ventede sig egentligt et forårsbarn, men allerede 13. december kunne TV-vært Kristian Porsgaard Rosasco og hans kone Maja byde deres datter velkommen efter en dramatisk – og alt for tidlig – fødsel.

Maja havde udviklet en alvorlig svangerskabsforgiftning, og derfor måtte den lille pige tages ved akut kejsersnit – tre måneder før tid.

Det betød, at den lille pige blot vejede 1.000 gram ved fødslen. Men trods den hårde og uventede start klarer den lille fighter det godt.

Det fortæller den tidligere ”Aftenshowet”-vært Kristian Porsgaard Rosasco til Ekstra Bladet.

- Vi taler ikke længere, om vi får hende hjem, men om hvornår vi får det, siger Kristian Porsgaard Rosasco til Ekstra Bladet og tilføjer, at familiens nyeste medlem allerede har taget 30 procent på i vægt. I dag vejer hun således 1.300 gram.

De nybagte forældre afslørede familieforøgelsen fire dage før jul, hvor Kristian Porsgaard Rosasco delte et billede af den lille pige på sin Facebook-profil. Her var det tydeligt for enhver, at den lille pige var kommet til verden før tid.

Den nybagte far fortalte da også, at det havde været en meget kaotisk start både for forældrene og den lille pige.

- Hun har allerede givet sine forældre en del voldsomme rutsjebaneture, og da hendes tilstand i løbet af det første døgn var meget kritisk, valgte vi at få hende nøddøbt. Derfor er jeg stolt over at kunne præsentere jer alle for lille Viola Lucia, skrev Kristian Porsgaard Rosasco som kommentar til billedet og tilføjede, at lille Viola Lucia havde en fightervilje uden lige:

- Hvad hun ikke har i størrelse har hun heldigvis i vilje og temperament, og her en uge efter chokket ramte os alle, er hun stabil, hun spiser fint og klarer sig i det hele taget rigtigt godt. Det samme gør hendes smukke, seje og stærke mor, så der er vist ingen tvivl om, hvor generne kommer fra.

TV-værten fortæller til Ekstra Bladet, at lille Viola Lucia nu er overført til Hillerød Sygehus, og her skal hun formentlig blive indtil hendes oprindelige terminsdag, der var den 3. marts.

- Men vi er naturligvis heller ikke interesseret i at få hende hjem, før hun er klar til det. Vi vil hellere positivt overraskes, fortæller den stolte og nybagte farmand.

Sponsoreret indhold