Nyheder27. september 2021

DR-vært blev også ramt af kødædende bakterier

Radiovært på P8 Jazz, Niels Christian Cederberg, fik en banal rift i fingeren til en julefrokost – det blev startskuddet til flere operationer, hvor læger forgæves forsøgte at redde hans finger
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/design_uden_navn_1_3.png
 (Foto: Privat)

DR-radioværten Niels Christian Cederberg, 40, troede bare, at det var en ”lille og ligegyldig” rift, han havde fået i fingeren.

Men under et døgn senere lå han på operationsbordet på Rigshospitalet – ramt af en sjælden, men yderst alvorlig kødædende bakterie.

Hvert år bliver omkring 150 danskere ramt af de frygtede og livstruende bakterier, og ofte ender patienterne – som vi de seneste uger har set i DR-serien ”De kødædende bakterier” – med at miste enten lemmer eller livet.

Så grelt gik det heldigvis ikke med Niels Christian. Men værten for P8 Jazz er ikke et sekund i tvivl om, at han er én af de heldige, og at det kunne være gået ham endnu værre.

Banal julefrokost-rift

Vi skal skrue tiden tilbage til julen 2015.

Her er den dengang 34-årige radiovært i gang med at gøre klar til årets julefrokost i DR Byen. Det indebærer lidt lettere rengøring.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/242600757_262328815755454_2419327297626698751_n.jpeg
 (Foto: Privat)

Aftenen inden Niels Christian fik amputeret sin finger. Foto: Privat

- Jeg skal lige vifte lidt støv væk, og så skærer jeg mig en metalsplint. Jeg får en lillebitte rift i det nederste led på ringefingeren. Jeg tænker slet ikke nærmere over det, for det gør slet ikke ondt, så jeg fester bare videre, fortæller Niels Christian til SE og HØR.

Dagen efter vågner han ganske atypisk klokken 8.

- Jeg kunne bare ikke sove mere. Det gjorde simpelthen så ondt i fingeren. Jeg var kommet sent hjem, så jeg burde kunne sove længere, men det var umuligt for mig, fortæller han.

Smerterne i fingeren forsvinder ikke op ad formiddagen. I stedet bliver de værre, og han begynder også at føle sig skidt tilpas.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/skaermbillede_2021-09-27_kl._11.32.10.png

Sådan ser Niels Christians hånd ud i dag - én finger mindre. Foto: Privat

- Jeg kunne ikke spise noget, og så gjorde det bare vildt ondt i fingeren, som nu var hævet ret meget. Jeg tænker, om jeg måske har slået fingeren til julefrokosten uden at opdage det. Jeg kan slet ikke forestille mig, at smerterne skyldes den lille rift, fortæller han.

Niels Christian har så ondt, at han vælger at ringe 1813.

- Jeg siger, at jeg ikke aner, hvad der er sket, men at jeg jo må have slået fingeren. De vælger at sende mig på Amager Hospital, hvor jeg på skadestuen får taget røntgenbilleder og blodprøver.

Mens han venter på svar, sidder Niels Christian i venteværelset. Som minutterne går, forværres hans tilstand minut for minut. Han har blandt andet udviklet en tårnhøj feber.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/242702077_1080153136150871_3917144283577024419_n.jpeg
 (Foto: Privat)

Ad flere omgange forsøgte lægerne at redde fingeren, men den kødædende bakterie gjorde det umuligt. Foto: Privat

Det lykkes Niels Christian at gå op til receptionen, hvor han får forklaret, at den er helt gal.

- Og så husker jeg ikke mere. Jeg besvimer lige dér, forklarer han.

AKUT PÅ RIGET

Niels Christian vågner op kort tid efter. Nu ligger han på en briks med drop i begge arme og drop i begge fødder. Han er omtåget, men fornemmer, det er alvorligt.

- Der kommer en læge og siger ”Du har en meget alvorlig infektion i din finger, og du skal på Rigshospitalet nu og opereres”. Der var vildt meget postyr. Det var om at være med i en film. Jeg har både lidt tømmermænd, og så har jeg vanvittig ondt i min finger. Jeg tænker bare, hvad sker der?

Selv om lægerne endnu ikke ved, at DR-værten er ramt af en kødædende bakterie, er de klar over, at han har en alvorlig infektion i kroppen.

Derfor pumper de ham med antibiotika, indtil ambulancen ankommer fem minutter senere.

- Jeg kan huske, at der var en læge med i ambulancen. Jeg har siden fået fortalt, at hvis der er en læge med, er det alvorligt. Hun gav mig et skud morfin, og jeg døser hen. Jeg kan dog huske, at hun sagde ”Vi ankommer på Riget om 10 minutter”, og så tænder de for sirenerne. Det var vildt surrealistisk.

Sorte streger på armen

På Rigshospitalet bliver Niels Christian straks undersøgt, og kort efter ligger han på operationsbordet.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/241886930_946013712660381_2987353474153236842_n.jpeg
 (Foto: Privat)

Niels Christian blev akut overført med ambulance fra Amager Hospital til Rigshospitalet, hvor de er eksperter i kødædende bakterier. Foto: Privat

Kirurgerne åbner forsigtigt op for hans finger, hvor de kan konstatere, at den er fyldt med betændelse. Det lykkes dem dog i første omgang at redde fingeren.

- Jeg vågner op dagen efter og har det egentlig okay, og vi tænker ”Det var nok den omgang”.

Senere på formiddagen kommer hans gravide kæreste på besøg, og hun bemærker, at der nu er kommet sorte streger op ad den arm, hvor den betændte finger sidder,

- Hun spørger ”Er det meningen, at det skal se sådan ud”, og det tror jeg jo heller ikke. Vi får kaldt på en læge, som kommer og kigger på fingeren i 30 sekunder, og så går han igen. Da han kommer tilbage, siger han bare ”Du skal ned og opereres igen”.

Nu går det stærkt

Under anden operation finder lægerne ud af, at Niels Christian er ramt af en streptokokinfektion, der er blevet nekrotiserende; det vil sige kødædende.

Nu skal det pludselig gå stærkt.

- De skærer hele min hånd op for at se, hvor meget den kødædende bakterie har ramt. Det er heldigvis kun fingeren, som de så bliver ved med at skære i.

- Det er så absurd. Jeg anede ikke, hvad en kødædende bakterie var. Jeg kan slet ikke forstå, at det kan komme i en lille rift i en finger, siger Niels Christian.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/242671384_931307647421207_6810354348306147854_n.jpeg
 (Foto: Privat)

Nytårsaften 2015 blev med en noget anderledes hånd for DR-værten. Foto: Privat

Det begynder at gå op for ham, at han kan ende med at miste livet, hvis det ikke lykkes lægerne at få bugt med bakterien.

- Jeg kan dø af det her, og min kæreste er gravid. Det er så surrealistisk.

Lægerne forsøger ad tre omgange at redde Niels Christians finger. Han bliver opereret hver dag i tre dage, hvor lægerne forsøger at fjerne det inficerede væv i håb om, at bakterien stopper med at sprede sig.

Om torsdagen – altså under en uge efter Niels Christian pådrog sig den ”banale” rift til julefrokosten – må lægerne dog give op.

- De siger, at de ikke kan redde min finger mere. På det tidspunkt er jeg også helt afklaret med det. Jeg var villig til at gøre det meste, hvis bare det betød, at jeg ikke skulle ligge dér mere.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/242316595_587937419007061_2714414358330819259_n.jpeg
 (Foto: Privat)

Efter amputationen tog Niels Christian dette foto på Rigshospitalet. Foto: Privat

Amputationen af fingeren bliver vendepunktet, og Niels Christian forlader hospitalet rask, men én finger fattigere.

I dag, seks år senere, har han ingen mén efter forløbet – på nær selvfølgelig den manglende finger.

- Andre patienter, der har været ramt af kødædende bakterier, har mistet meget mere, end jeg gjorde. Jeg har været superheldig. Jeg kan sagtens leve uden min ringefinger, siger Niels Christian og tilføjer:

- Men det er skræmmende at tænke på, at det kunne være endt helt galt.

Sponsoreret indhold