
DR-kaos: Dét koster afbrudt samarbejde med Boston Consulting Group

LÆS OGSÅ: Bjarne Corydon fyrer firma hos DR: Kan være farligt for de ansatte
- Der kommer til at blive begået masser af fejl på min vagt i DR, jeg kommer sikkert selv til at stå for min andel af dem.
Sådan lød det 1. august fra Bjarne Corydon, da han tiltrådte som ny generaldirektør for DR. Og der skulle ikke gå lang tid, før han fik ret.
For allerede inden der var gået en måned, måtte han pludseligt afbryde samarbejdet med det internationale konsulenthus Boston Consulting Group (BCG), få dage efter det var kommet frem, at firmaets konsulenter var rykket ind i DR Byen for at hjælpe med at forme fremtidens strategi for mediehuset.
Nu står det klart, hvad det kommer til at koste public service-mediet.
Det viser en aktindsigt, SE og HØR har fået hos DR.
Her kan man læst, at DR officielt 1. september 2025 opsagde det samarbejde, der var trådt i kraft 15. august. Opsigelsen skete med øjeblikkelig virkning og kommer til at koste public service-mediet 100.000 kroner - selvom konsulentfirmaet egentlig ikke ville have betaling.
"DR forstår, at Boston Consulting Group Denmark ikke ønsker at gøre et betalingskrav gældende for det udførte arbejde. I sin egenskab af offentlig myndighed kan DR dog ikke tage imod en ydelse uden beregning, såfremt ydelsen vurderes at udgøre en økonomisk værdi for DR," lyder det i opsigelsen, der fortsætter:
"DR har på denne baggrund vurderet værdien af det udførte arbejde til at udgøre 100.000 kr., som DR derfor vil betale til Boston Consulting Group Denmark i henhold til kontraktens betalingsbestemmelser."
Opsigelsen er underskrevet DR's direktør for DR Økonomi, Teknologi og Medieproduktion, Mads Diness Jensen, som beder BCG bekræfte modtagelsen af opsigelsen.
Bekræftelsen modtager DR allerede samme dag.

Forventede ingen regning
Beslutningen om at stoppe samarbejdet med BCG efter kort tid, blev forklaret med et "akut sikkerhedshensyn".
- Det er vurderingen fra DR’s rådgivere i sikkerhedsfirmaet Guardian, at engagementet med BCG kan udløse sikkerhedsudfordringer for DR’s medarbejdere i Mellemøsten, sagde generaldirektør Bjarne Corydon i en officiel udtalelse.
Baggrunden var en sag, hvor BCG’s amerikanske afdeling har været involveret i arbejde relateret til Gaza. Det førte til afskedigelsen af to partnere, som ifølge BCG handlede uden tilladelse og udenom firmaets interne systemer.
Konsulenthuset understregede, at den danske afdeling aldrig har været indblandet, men det ændrede ikke DR’s beslutning.
- Det siger sig selv, at vi prioriterer hensynet til DR’s medarbejderes sikkerhed over alt andet - ikke mindst i løsningen af den p.t. nok vanskeligste af alle journalistiske opgaver, som er dækningen af krigen i Gaza, sagde Corydon.
Umiddelbart efter fortalte generaldirektøren til Mediawatch, at han ikke forventede at modtage en regning fra konsulenterne.
- Jeg forventer ikke, at BCG gør noget økonomisk krav gældende på grund af ophævelsen af kontrakten, fordi det er sket i forståelse med dem, sagde han til mediet 28. august.
Men få dage efter var DR altså kommet frem til, at det ikke ville være tilladt.
5. september var Bjarne Corydon gæst i B.T.-podcasten "Q&Co.", hvor han kaldte forløbet "en kluntet ridse i lakken", ligesom han erkendte, at det ville koste DR et lille beløb.
Det beløb er altså 100.000 kroner, kan SE og HØR fortælle.
DR forsøger at finde nye konsulenter, der kan løse opgaven.
