DR i panik: Hvem har set vores kylling?

Alle kender Kylling fra Bamse og Kylling. Men kender du Karla Kylling fra det nye “FredagsTamTam”?
Noget kan tyde på, at du ikke kommer til at kende hende det næste stykke tid. For hun er nemlig blevet væk, og nu har DR lavet en efterlysning.
Det skriver Journalisten.
For mellem 2. og 3. januar er en to kubikmeter stor pakke forsvundet fra kælderen i DR Byen.
Og i den pakke var den halvanden meter høje maskotudgave af “FredagsTamTam” nye hovedperson.
– Alt i alt har den vel kostet omkring 50.000 kroner, så det er relativt mange penge, fortæller Kenneth Holm, der arbejder som seniorprojektleder i DR Salg.
Maskotten skulle have set dagens lys den kommende måned i forbindelse med både lancering af “Disney Sjov”-efterløseren og til forskellige arrangementer.
Dusøren lyder lige nu på en god flaske rødvin, en ellers udsolgt Børste-bamse og en masse taknemmelighed, skriver mediet.
Du kan se billedet af Karla-kostumet ved at klikke her.