Nyheder5. februar 2014

DR efter kritik: Vi truer ikke med at flytte melodi-show

Kanalen afpresser ikke Grand Prix-værtsbyen København
De tre værter blev afsløret tirsdag
De tre værter blev afsløret tirsdag
 Foto: Kaspar Wenstrup




Det store internationale Melodi Grand Prix vil ikke blive flyttet.

Det slår executive producer Pernille Gaardbo fast, efter at MetroXpress onsdag skriver, at DR skulle have truet med at flytte dette års internationale Melodi Grand Prix til Herning, hvis man ikke fik en ekstrabevilling på 13 millioner kroner.

- Vi truer ikke nogen. Og vi har på ingen måder planer om at flytte showet, siger Grand Prix-chefen til dr.dk/grandprix.

- Vi har et godt samarbejde med Host City Copenhagen, som er de samarbejdspartnere i København, som opbygger arenaen på Refshaleøen, fortsætter hun.

Host City Copenhagen (HCC) er et samarbejde mellem Københavns Kommune, Region Hovedstaden, Wonderful Copenhagen og Refshaleøens Ejendomsselskab.

De står for, at området på Refshaleøen er klar til festen til maj, mens DR har ansvaret for at producere de tre tv-shows med semifinaler og finale.

- Vi har et glimrende samarbejde med DR. Der er ingen, der truer nogen, siger Martin Bender, administrerende direktør for Host City Copenhagen.

Og ifølge kommunikationschef Emil Spangenberg, Wonderful Copenhagen, er det projektselskabet HCC, der har brug for de ekstra penge, ikke DR.

Læs også: Pilous overklasse-smil

København har bevilget 13 millioner kroner ekstra til uforudsete udgifter til arrangementet, men altså til selskabet bag arenaen. Pengene skal bruges til klargøring af B&W-hallerne, hvor tv-showet skal foregå.

Projektselskabet har erkendt over for Region Hovedstaden og Københavns Kommune, at der i den oprindelige budgetlægning ikke er taget tilstrækkelig højde for uforudsete udgifter.

Det er i forbindelse med et møde i Regionsrådet i København, at en bemærkning om at flytte showet til Herning skulle være faldet fra en af regionspolitikerne.

Læs også: Her er de tre værter
- Alle parter i Host City Copenhagen har fra starten været klar over, der er en risiko for uforudsete udgifter i forbindelse med så stort et projekt som dette, siger Martin Bender til dr.dk/grandprix:

- Der er tale om nogle konstruktionsændringer, som medfører større udgifter, og det er på den baggrund, der er blevet bevilget en budgetudvidelse.

Sponsoreret indhold