Annonce
Nyheder2 timer siden (opd. 2 timer siden)

Donald Trumps Grønland-plan møder massiv modstand i ny måling

Færre end én ud af fem amerikanere støtter Trumps krav om at få Grønland. I Washington er kritikken udbredt
Af: Ritzau
Amerikanske vælgere vender sig nu i stort tail mod Donald Trumps planer om at overtage Grønland. Blot fire procent støtter militær magt, viser ny måling.
Amerikanske vælgere vender sig nu i stort tail mod Donald Trumps planer om at overtage Grønland. Blot fire procent støtter militær magt, viser ny måling.
 Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Annonce

Hvis det alene var op til vælgerne i Washington at udpege USA's præsident, så ville hun være demokrat og hedde Kamala Harris.

Og selv i Washington finder man næppe mange, der er mere skeptiske over for Donald Trump end Nadine Seiler.

I bindende vintervind står hun foran Det Hvide Hus iført sorte ørevarmere og protesterer mod Trumps immigrationspolitik.

Og ligesom mange mere almindelige vælgere har hun heller ikke meget til overs for Trumps forsøg på at få ejerskab over Grønland.

- Det er latterligt. Men min skuffelse går på, hvordan Europa håndterer Trump. Europæerne er alt for betænksomme og høflige i stedet for bare at sige ”fuck off”.

- Med Trump bliver man nødt til at smide regelbogen væk, for han bruger den ikke selv. Hvorfor kommer I til en skudduel med en kniv?, spørger Nadine Seiler og anklager den danske regering for at legitimere Trumps krav ved overhovedet at møde op i Washington for at diskutere Grønland.

Annonce

Selv om hendes kritik af Trump bider ligeså meget som vinden over Lafayette Square, så deles hendes afvisning af Trumps linje i spørgsmålet om Grønland af mange amerikanske vælgere.

Trump har ikke ødelukket af bruge militær magt til at overtage Grønland. Eller om nødvendigt at fravælge Nato i forsøget på at få kontrol med verdens største ø.

En meningsmåling, som Reuters har foretaget samme ned analyseinstituttet Ipsos, viser, at kun 17 procent af de amerikanske vælgere støtter Trumps ønske om at overtage Grønland. 47 procent er i mod, mens 36 procent svarer "ved ikke".

Annonce

Opbakningen til Trumps linje krymper endnu mere, når vælgerne bliver spurgt til, om de støtter en amerikansk militærovertagelse af Grønland.

Det siger kun fire procent af vælgerne ja til ifølge målingen. Selv blandt de republikanske vælgere er det kun otte procent, der vil gå så langt.

En af de republikanske vælgere, der er skeptisk over for Trumps krav om ejerskab over Grønland er Lisa, der ikke ønsker sit efternavn offentliggjort.

Annonce

Hun lufter sin hund på Pennsylvania Avenue, der løber forbi Det Hvide Hus og Eisenhower Executive Office Building, hvor Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt onsdag mødte USA’s vicepræsident, J.D. Vance og USA’s udenrigsminister Marco Rubio.

- Trump har ret, når han siger, at der ikke er gjort nok for at sikre Grønland over for Kina og Rusland. Men det kan gøres uden, at USA behøver ejerskab over Grønland, siger hun.

Annonce

Den udbredte skepsis selv blandt republikanerne kan måske give Danmark og Grønland et lille håb for de svære forhandlinger, der venter i den arbejdsgruppe, som USA, Danmark og Grønland onsdag blev enige om at nedsætte for at finde en løsning.

Men skulle det glippe, så har 23-årige Emilio Martinez et forslag til en løsning:

- Det hele handler om Trumps ego. Det er så stort, at han nu vil kolonisere andre lande, siger Martinez med henvisning til både Grønland og USA’s militære aktion i Venezuela, hvor Nicolas Maduro blev afsat.

- I burde give Trump en medalje. Eller gøre ham til ambassadør af Grønland. Det vil tale til hans ego, siger han.

Annonce

Sponsoreret indhold