Donald Trump vil ikke tale med Elon Musk: Jeg tænker ikke på ham

Den amerikanske præsident, Donald Trump, og rigmanden Elon Musk kommer ikke til at tale sammen i "et stykke tid".
Det siger Trump fredag til det amerikanske medie CNN.
- Jeg end ikke tænker på Elon. Han har et problem. Den stakkels fyr har et problem, siger Trump.
Tidligere lød det ellers fra en anonym embedsmand, at de to magtfulde mænd, der tørnede voldsomt sammen torsdag, ville tale sammen fredag.
Men senere sagde en kilde til Reuters, at de to alligevel ikke ville tale sammen fredag.
ABC-journalisten Jonathan Karl skriver på det sociale medie X, at han har fået samme melding i et telefonopkald med Trump. Her skal Trump også have sagt, at Musk er "manden, der er gået fra forstanden".
Donald Trump og Elon Musk sendte torsdag heftig kritik mod hinanden.
Elon Musk støttede ellers Trump under den amerikanske valgkamp sidste år, og han stod indtil 30. maj i spidsen for den amerikanske administrations afdeling for regeringseffektivitet (Doge).
Striden tog imidlertid fart, da Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus sagde, at han var "meget skuffet" over Elon Musks kritik af en stor lovpakke fra Trump.
Efterfølgende udtalte de sig ad flere omgange kritisk mod hinanden på de sociale medier X og Truth Social.
Trump sagde blandt andet, at han ville stoppe statslige kontrakter med virksomheder ejet af Elon Musk.
Elon Musk anklagede så Trump for at fremgå i dokumenter i den såkaldte Epstein-sag - dog uden at fremlægge nogen beviser.
Jeffrey Epstein blev i 2019 anholdt og varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige.
Aktier i elbilselskabet Tesla, hvor Elon Musk er administrerende direktør, lukkede torsdag med et fald på 14 procent.