NyhederI går (opd. I går)

Donald Trump varsler told mod EU

USA's præsident, Donald Trump, varsler fra 1. august told på 30 procent for varer, der importeres fra EU. Det fremgår af opslag på Truth Social

USA's præsident, Donald Trump, varsler fra 1. august told på 30 procent for varer, der importeres fra EU.

Det fremgår lørdag af et opslag på præsidentens sociale medie, Truth Social.

Trump truer også Mexico med en lignende told.

I opslaget har han vedhæftet et brev til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

De europæiske lande har ellers udtrykt håb om en snarlig handelsaftale med USA.

Men Trump skriver, at USA's handelsforhold til EU er præget af et langvarigt handelsunderskud, som USA mener, at man må "bevæge" sig "væk fra".

- Fra 1. august vil vi tage en told på 30 procent på EU-produkter, der sendes til USA, adskilt fra alle sektortariffer, står der i brevet.

Efterfølgende har formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, kommenteret Trumps nyeste toldtrussel.

- Vi er fortsat parate til at fortsætte med at arbejde hen imod en aftale inden den 1. august, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Samtidig vil vi tage alle nødvendige skridt for at beskytte EU's interesser, herunder vedtagelse af forholdsmæssige modforanstaltninger, hvis det er nødvendigt.

Varslingen fra Trump er blot den seneste af en lang række udmeldinger og trusler på toldområdet fra den amerikanske præsident. De har ført til store udsving på aktiemarkederne.

Han har i løbet ugen afsendt breve til en række lande, hvor han annoncerede nye toldsatser gældende fra 1. august.

Onsdag lød meldingen fra EU-kommissær for handel Maros Sefcovic, der er EU-Kommissionens chefforhandler for en principaftale, at den kunne falde på plads inden for de kommende dage.

Men det er endnu ikke sket.

Det var i begyndelsen af april, at præsidenten annoncerede told på import af varer fra en række lande. Dagen har han døbt "Liberation Day" - på dansk befrielsesdagen.

Samme dag, som toldsatserne trådte i kraft, valgte den amerikanske præsident at sætte flere af dem på pause i 90 dage, hvor en lavere basistold på ti procent ville gælde for de fleste lande.

Den pause stod til at udløbe 9. juli, men kort forinden udskudte Trump den deadline til 1. august.

Hos Dansk Erhverv håber man, at en aftale fortsat kan komme i hus.

Det siger Michael Bremerskov Jensen, fagchef i erhvervsorganisationen, i en skriftlig kommentar.

- Trumps nyeste udmelding tyder på, at forhandlingerne spidser til. Det ligner i hvert fald forhandlingstaktik. Uortodoks forhandlingstaktik i fuld offentlighed, ja, men vi har tidligere set, at det er stilen at lægge tryk på undervejs, vurderer han.

Sponsoreret indhold