Nyheder25. maj 2009
Don Ø: Kunne ikke holde tårerne tilbage
Følelserne overvældede Flemming Østergaard, da FC København for syvende gang på bare 17 år blev danske mestre
Følelserne overmandede Don Ø, da Jesper Grønkjær & co. havde sparket FCK til mesterskabet
Foto: All OverDa FCK kunne løfte armene som danske mestre anno 2008/2009, var det ikke kun en flok glade spillere på banen i Esbjerg. Også FCK´s bestyrelsesformand Flemming Østergaard var en glad mand.
Tårene trillede ned ad kinden på den ellers normalt hårde mand, og han havde svært ved at bevare fatningen.
Det kunne seerne på TV3+ se med egne øjne.
- Når det hele går op i en højere enhed, så er det bare stort, sagde Don Ø, inden det hele overmandede ham.
Carsten Werge var nødt til at gå videre med andre spørgsmål.
Flemming Østergaard var selvsagt meget stolt over sit hold.
- Udgangspunktet for at vinde DM var svært i år. Vi skulle spille et helt nyt hold, så det er fantastisk at stå her med en runde tilbage og have 73 point, sagde Østergaard.