Nyheder15. oktober 2008

Don Ø: Brysternes ven

Flemming Østergaards indsamling til Kræftens Bekæmpelses ”Støt brysterne” går over al forventning
Flemming Østergaard har kradset 99.250 kroner ind til brysterne
Flemming Østergaard har kradset 99.250 kroner ind til brysterne
 Foto: All Over

På knap en måned er det lykkedes for Parkens Flemming Østergaard at rejse næsten 100.000 kr. til Kræftens Bekæmpelses indsamling mod brystkræft. Det overrasker fodboldbossen, som kun havde regnet med at skrabe 50.000 kr. sammen.

- Jeg har været meget ude at rejse, så jeg har ikke haft så meget tid til at gøre noget ved indsamlingen, men jeg har bl.a. gjort mit netværk opmærksom på indsamlingen, siger Don Ø til seoghoer.dk over telefonen fra USA.

Det skorter bestemt heller ikke på prominente navne på Flemming Østergaards liste over donationer. Her kan man bl.a. se, at Lotte Reimar, Jesper Skibby, Martin Brygmann, Michael Meyerheim og Sascha Dupont allerede har støttet Don Ø's indsamling, som løber hele oktober.

Det fremgår ikke, hvor meget de forskellige har doneret og Don Ø ønsker heller ikke at oplyse, hvor meget han selv har spyttet i kassen.

- Jeg har doneret et mindre beløb. Jeg vil ikke sige hvor meget, for det synes jeg ikke kommer folk ved, siger fodboldbossen, som er glad for alle donationer.

- Det er rart, at der er mange i ens omgangskreds, som er enige i, at det er et godt formål, lyder det fra USA.

Du kan også støtte brysterne og Don Ø's indsamling ved at klikke HER.

Sponsoreret indhold