Nyheder12 timer siden (opd. 11 timer siden)

DMI: Ugen begynder med skybrud - men bedre vejr på vej

Store mængder regn ventes at skylle ind over landet, inden vejret skifter til mere stabilt sommervejr

Usædvanligt store mængder nedbør skal i begyndelsen af ugen ind over Danmark, inden der midt på ugen er udsigt til almindeligt dansk sommervejr med byger og solskin.

Det fortæller Thor Hartz, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.

- Efter en weekend med varme og hedebølge er vi nu i gang med et markant vejrskifte. En kraftig front ligger mandag morgen over den sydvestlige del af landet og bevæger sig mod øst, lyder det fra meteorologen.

Fronten ventes at bringe store mængder nedbør over det meste af landet frem til onsdag.

Således venter DMI, at der vil falde mellem 40 og 80 millimeter nedbør mandag og tirsdag.

- Enkelte prognoser viser, at der kan være risiko for over 100 millimeter. Det er halvanden måneds almindelig julinedbør på bare et par døgn, siger Thor Hartz.

I de nordlige og østlige egne af Danmark begynder mandag dog med nogen sol og tørt vejr, inden regnen rammer også her.

Flere steder i landet er der risiko for kraftig regn og lokale skybrud frem til mandag eftermiddag.

Fra klokken 16.00 advarer DMI om decideret farligt vejr i det meste af landet. Årsagen er det kraftige regnvejr.

- Lokalt er der risiko for oversvømmelser. Det gælder især i lavtliggende områder og langs vandløb, hvor vandstanden i øjeblikket er forhøjet efter store mængder nedbør i sidste uge, siger Thor Hartz.

Temperaturerne ventes mandag at nå lige op over 20 grader. Vinden bliver svag til jævn fra sydøstlig retning.

Det kraftige regnvejr fortsætter tirsdag, hvor der stedvis ventes meget store nedbørsmængder.

Temperaturen vil nå lige op over 20 grader, hvor det er varmest, mens vinden bliver svag til jævn fra skiftende retninger.

- Efter et par våde dage begynder vi onsdag at vende tilbage til et mere normalt dansk sommervejr, siger Thor Hartz.

På trods af spredte byger, der lokalt kan være kraftige og med torden, vil der onsdag også være perioder, hvor der er plads til solskin.

Temperaturer ventes onsdag at nå op mellem 18 og 23 grader.

Torsdag og fredag vil byde på god plads til solen, men der vil også være spredte byger. Temperaturer på samme niveau som onsdag.

Sponsoreret indhold