Nyheder31. januar 2022

DMI: Sådan bliver ugens vejr

Vejret bliver omskifteligt frem til weekenden med en del regn og slud blandet op med perioder med solskin
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210218-112138-2-1920x1279we.jpg
 Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Der er frem til næste weekend udsigt til omskifteligt vejr med nedbør, en smule solskin og plusgrader i dagtimerne.

Det fortæller Bolette Brødsgaard, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.

- Vi skal have flere nedbørsområder ind over os den kommende uge, som vil være med regn og slud og af og til tøsne. Men der vil også være perioder med en del sol indimellem. Især onsdag, siger hun.

Mandag holder temperaturerne sig lige over frysepunktet, mens der natten til tirsdag kan forventes frostgrader. Især i de østlige egne.

Tirsdag puster en ny front lidt varme ind over landet, og det bliver mellem to til syv graders varme. Først på dagen vil de østlige egne få enkelte snebyger, mens der vestpå vil være udbredt nedbør i form af sne eller slud.

I løbet af eftermiddagen burde der ikke længere være brug for regntøj eller paraplyer. Det klarer op med kun enkelte byger.

Onsdag begynder det at blive mere tørt, og der kommer også en del sol.

- Det ser ud til at blive en fin dag til at komme udenfor og måske få lidt forårsfornemmelser. Desværre bliver det også ret blæsende, siger Bolette Brødsgaard.

I dagtimerne bliver det omkring seks grader varmt, men på grund af vinden, der kommer ind fra nordvest, vil det føles køligere.

Natten til torsdag kan der ventes frostgrader ned til minus to.

Torsdag begynder med regn fra vest, der bevæger sig videre mod øst. Vinden vil lægge sig i forhold til onsdagens blæst, og det bliver op til syv graders varme.

Fredag kommer der igen perioder med solskin, men der kommer også byger, som kan være være med hagl eller slud.

Sponsoreret indhold