DMI melder om regn og blæst – og mulighed for en ny rekord

Det er ingen hemmelighed, at de seneste dage har været særdeles blæsende.
For efter en grå og våd januar har blæsten for alvor fået greb om Danmark, og tirsdag er ingen undtagelse.
Sådan lyder det fra vagthavende meteorolog Erik Hansen i en vejropdatering på DMI's hjemmeside.
– De næste dage står barometeret på blæst, og det skyldes en række lavtryk, der passerer tæt nord om Danmark, oplyser Erik Hansen.
Med andre ord betyder det, at man fortsat kan se frem til perioder med kraftig blæst og byger, og tager man et kig på prognoserne for onsdag, kan bygerne være med "vinterligt islæt" i form af slud og tøsne.
Den kraftige vind vil desuden give en forhøjet vandstand omkring Limfjorden og Kattegat, hvor det ventes at stige til mellem en halv og en hel meter over det normale.
– Men det er lidt under kriteriet for et egentligt bedredskabsvarsel, forsikrer den vagthavende meteorolog.
Udover at vi får blæsten at se, oplyser DMI da også, at der er gode chancer for at slå en vejrrekord de kommende dage – nemlig nedbørsrekorden.
Den nuværende nedbørsrekord ligger på 123 mm på landsplan, og allerede nu lyder den seneste opgørelse på 119 mm
Så med tirsdagens frontpassage er der altså god mulighed for, at rekorden bliver slået på målstregen inden månedsskiftet, lyder det fra DMI.