Nyheder21. juli 2020

DMI er klar med ny prognose: Sådan bliver vejret resten af sommeren

Der er ikke så mange sommerdage tilbage til danskerne i denne omgang, lyder de lidt nedslående udsigter fra DMI
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200630-123504-l-1920x1280we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Det danske vejr er som bekendt "Gajol-vejr", men mon ikke de fleste danskere synes, at vejret over vores hjemlige corona-sommer har været lidt for lakrids?

De lunefulde temperaturer og de drivende skyer har i hvert fald indtil videre domineret, og nu er meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut desværre ikke helt til at tage fejl af:

"Meget tyder nemlig på, at det ustadige og lidt kølige sommervejr fortsætter, og antallet af regulære sommerdage den resterende del af juli og august ser ud til at blive få," lyder det i instituttets nyeste månedsprognose, efter såkaldte langtidsmeteorolog Mette Zhang har kigget lidt i udsigterne.

Kan være heldige

Månedsprognosen, som DMI kommer med tirsdag eftermiddag, skal tolkes som det "mest sandsynlige vejr, vi kan forvente", og derfor er det ikke helt udelukket, at der kan dukke nogle gode, solrige sommerdage op alligevel.

- Ligesom i sidste weekend kan vi stadig nå at få enkelte sommerdage, hvor temperaturen overstiger 25 grader. Men hvis de kommer, vil det ofte være kortvarigt og ret lokalt, forklarer hun ifølge DMI.

Meteorologerne forklarer det ustadige vejr med en overvejende vestenvind, som vil dominere i løbet af de kommende uger også.

- Vind fra vest og nordvest sender ofte kølig havluft, og drivende skyer og byger af og til ind over landet. Fronter med flere skyer, blæst og vedvarende regn har også nemmere ved at feje ind over os, lyder det fra Mette Zhang om det mudrede vejrbillede, der fortsætter.

I næste uge vil det overordnede vejrbillede være skyet med regn eller byger, og til tider blæsende. Her ventes temperaturen at ligge lidt eller noget under normalen for årstiden, mens nedbørsmængden ligger lidt eller noget over normalen.

I uge 32 lyder udsigten foreløbigt, at lavtryk og fronter stadig vil nå os danskere, men prognoserne antyder, at de vil være knap så kraftige som i uge 31. Vi får altså endnu en uge med ustadigt dansk sommervejr med en skønsom blanding af skyer, regn, byger og sol. Dog får vi bedre kig til solen og mindre blæst end i ugen forinden.

Udsigten for uge 33 er straks mere spændende. Her kan det nemlig gå begge veje. Nogle prognoser viser, at det ustadige sommervejr fortsætter, mens andre prognoser viser, at et højtryk bygges op nord for Danmark, og i så fald får vi mere tørt og solrigt vejr.

Du kan læse hele prognosen for den resterende danske sommer under månedsprognosen her.

Sponsoreret indhold