DMI advarer om nye skybrud: Store dele af Danmark i risikozonen

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler onsdag fortsat om risiko for lokale skybrud i en større del af Danmark.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Lars Henriksen tidligt onsdag morgen.
Meldingen kommer, efter at kraftig regn og skybrud tirsdag fejede ind over store dele af landet.
- Vi har fortsat et varsel ude. Varslet er ikke nedgraderet, men vi er mere usikre på, om der kommer skybrud i dag, siger meteorologen, der tilføjer, at der også er risiko for tordenvejr.
Et skybrud er defineret ved, at der falder 15 millimeter nedbør på en halv time.
Vurderingen fra DMI er onsdag, at der frem til sent onsdag eftermiddag er risiko for skybrud med en intensitet på op til 25 millimeter nedbør på en halv time.
Risikoen for det voldsomme vejr gælder på det meste af Sjælland, den nordlige del af Fyn og nord for den linje, der går mellem Vejle og Ringkøbing Fjord.
DMI registrerede tirsdag skybrud i 22 ud af landets 98 kommuner.
- Vejret har nogle steder været ret voldsomt. Nogle steder - på blandt andet Lolland og Østsjælland - blev der registret dobbelt skybrud.
- Det har med stor garanti også fundet sted andre steder, hvor der bare ikke er lavet målinger på det, siger Lars Henriksen.
Dobbelt skybrud er defineret ved, at der falder 30 millimeter nedbør eller mere på en halv time.
Et af de steder i landet, der har fået enorme mængder vand, er Blistrup i Nordsjælland.
DMI skriver onsdag morgen på den sociale platform X, at der på 30 minutter faldt 39 millimeter regn.
Samtidig lyder det, at der meget lokalt i den nordligste del af Sjælland er faldet omkring 100 millimeter på cirka seks timer. Det er noget mere end de 65,8 millimeter, der normalt falder på landsplan for hele juli måned.
Målingen på de 100 millimeter er dog ikke godkendt officielt endnu, bemærker DMI på X.
DMI's meteorolog kalder den nuværende vejrsituation over Danmark for meget lumsk.
- Atmosfæren er ret ustabil. Byger kan komme ret hurtigt og opstå ud af ingenting. Der er også en del fugtighed i atmosfæren, hvilket betyder, at bygerne kan have ret meget vand med sig.
DMI holder onsdag øje med, om det også vil blive nødvendigt at udstede varsel om skybrud for torsdag.
- Vi kan risikere, at vi også skal bøvle lidt med det torsdag. Fredag, lørdag og søndag kan der stadig komme byger, men det bliver nok ikke med skybrudsintensitet, siger meteorologen.
Den mængde nedbør, der er faldet over Danmark det seneste døgn, betyder, at der er risiko for, at der nogle steder i landet onsdag kan ligge store mængder vand på vejene.
Det opfordrer Lars Henriksen til, at man er opmærksom på, hvis man skal ud i trafikken.