Nyheder15. december 2023

DMI: 2023 bliver det vådeste år NOGENSINDE i Danmark

Kraftig regn i 2023 har ført til en stor mængde nedbør. Inden jul vil året ifølge DMI få nedbørsrekorden
Om en uges tid vil rekorden for det vådeste år nogensinde med stor sandsynlighed være slået, da kun få millimeter nedbør mangler.
Om en uges tid vil rekorden for det vådeste år nogensinde med stor sandsynlighed være slået, da kun få millimeter nedbør mangler.
 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Om en uges tid vil rekorden for det vådeste år nogensinde med stor sandsynlighed være slået, da kun få millimeter nedbør mangler.

Sådan lyder det fra den vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Erik Hansen.

- Mandag til onsdag vil vi få regnvejr over den sydlige del af landet. Derudover kommer der byger ind efterfulgt af fronter i slutningen af næste uge.

- Det vil sige, at når vi kommer til næste weekend, er der stor chance for, at rekorden vil være slået.

Torsdag oplyste DMI, at der kun skulle 7,8 millimeter til, før der kommer en ny nedbørsrekord i Danmark.

Rekorden er lige nu på 905,3 millimeter nedbør i 2019, og i 1999 lå den på 905 millimeter. Og ifølge Erik Hansen er årsagerne til den store mængde regn i 2023 mange.

- Vi havde blandt andet en meget våd start på året, efterfulgt af et meget tørt forår og sommer.

- Maj og juni var også tørre måneder, men de blev afløst af en meget våd juli. Og så har vi fået en stor del nedbør i løbet af efteråret, siger han.

De store mængder regn medførte, at der flere steder i landet har været oversvømmelser i 2023.

Blandt andet i Aarhus i oktober, hvor flere veje omkring Aarhus blev spærret på grund af oversvømmelser.

Det samme skete i november, hvor især Sjælland oplevede store oversvømmelser og af den årsag spærrede veje.

Ifølge Erik Hansen vil vi generelt opleve at få en større mængde nedbør i Danmark - eksempelvis fordi regnen bliver kraftigere.

Årsagen er den globale opvarmning, som får betydning for fremtidens nedbør. For et varmere klima vil også give mere regn.

Det skriver DMI på sin hjemmeside.

Varm luft kan ifølge dem rumme mere vanddamp end kølig luft. Mængden af nedbør i fremtiden afhænger derfor af, hvor store mængder drivhusgas, der bliver udledt i verden.

Sponsoreret indhold