Nyheder21. september 2009

Dizzy Mizz Lizzy: Udsolgt

Tusinder af fans gik forgæves, da de forsøgte af få billetter til 90’ernes største danske rockgruppes forestående turné
Dizzy Mizz Lizzy er gendannet og klar til at turnere til foråret
Dizzy Mizz Lizzy er gendannet og klar til at turnere til foråret
 Foto: All Over

15 minutter var al den tid, det tog at sælge samtlige billetter til koncerten med Dizzy Mizz Lizzy i KB Hallen. Og det også selv om koncerten først bliver afviklet til foråret næste år.

Det skabte vild begejstring blandt gruppens mange fans, da det blev offentliggjort, at et af 90'ernes største danske rocknavne var blevet gendannet. Comebacket cementeres af en turné i april, hvor primus motoren Tim Christensen, der siden opløsningen i 1998 har gået sin sejrsgang som solist, sammen med Martin Nielsen og Søren Friis spiller de gamle hits.

Søndag morgen blev billetterne sat til salg. Den ene koncert i KB Hallen blev udsolgt på et kvarter, mens billetterne til den hurtigt besluttede ekstrakoncert var væk i løbet af formiddagen.

Dizzy Miss Lizzy spiller følgende steder til april:

Fredag den 26. marts - Odense Idrætshal, Odense
Lørdag den 27. marts - Tobakken, Esbjerg
Fredag den 2. april - Scandinavian Congress Center, Århus
Lørdag den 3. april - Aalborg Kongres & Kultur Center, Aalborg
Fredag den 9. april - KB Hallen, København
Lørdag den 10. april - KB Hallen, København.

Sponsoreret indhold