Nyheder20. marts 2018

Skal vidne i retten: Ditte kan blive Raket-Madsens værste mareridt

Den 56-årige Ditte Dyreborg skal vidne i retssagen mod ubåds- og raketbyggeren Peter Madsen, og som mangeårig ubådsveteran og kaptajnløjtnant kan Ditte Dyreborg gå hen og blive den mordtiltaltes værste mareridt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/peter_madsen_og_ditte_dyreborg.jpg
 Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix og All Over Press

Over de kommende uger tager flere vidner og personer tæt på Peter Madsen plads i retten for at kaste lys over sagen mod ubåds- og raketbyggeren Peter Madsen.

En af dem er 56-årige Ditte Dyreborg, og hun kan meget vel gå hen og blive et regulært mareridt for Peter Madsen, der er tiltalt for at have dræbt og parteret den 30-årige svenske freelance-journalist Kim Wall ombord på hans ubåd tilbage i august sidste år.

Undervejs i den dramatiske sag har Peter Madsen fastholdt, at Kim Wall døde som følge af en ulykke om bord på hans ubåd – og undervejs i retssagen, der tog sin begyndelse i Københavns Byret for to uger siden, har Peter Madsen forsøgt – med indviklede, tekniske forklaringer – at overbevise omverdenen om, at Kim Wall døde som følge af kulilteforgiftning ombord på Nautilus.

Men om kort tid kommer Peter Madsen, 47, ansigt til ansigt med en dansker, der ved mindst lige så meget om undervandsbåde, som han selv gør.

https://imgix.seoghoer.dk/20170509-135824-3_30mb.jpg
 (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix)

Ditte Dyreborg skal vidne i sagen mod Raket-Madsen. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

56-årige Ditte Dyreborg, der er mangeårig ubådsveteran og kaptajnløjtnant i Søværnet, skal ifølge BT vidne i den spektakulære sag, og hun har skrevet en rapport, der i den grad sår tvivl om Peter Madsens forklaring.

Peter Madsen har ellers hævdet, at Kim Wall døde af kulilteforgiftning på et tidspunkt den skæbnesvangre augustaften, hvor hun befandt sig nede i ubåden, mens han selv befandt sig oppe.

Den forklaring kom, efter at han havde skrottet sin første forklaring, hvor han havde forsøgt at overbevise politi og omverden om, at Kim Wall døde, fordi hun fik en 70 kilo tung luge i hovedet.

Den historie faldt dog til jorden, efter at Kim Walls hoved blev fundet, og de tekniske undersøgelser viste, at hovedet ikke havde tegn på læsioner og skader, der kunne svare til Peter Madsens forklaring.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ritzau_9565190.jpg
 (Foto: Polfoto)

Undervejs i sagen har Peter Madsen ændret forklaring om, hvordan Kim Wall døde. Foto: All Over Press

56-årige Ditte Dyreborg regnes for en af landets førende tekniske eksperter inden for undervandsbåde, og derfor er hun indkaldt som vidne i retssagen mod Peter Madsen.

Hun har ifølge BT udarbejdet en rapport med titlen ”Rapport vedr. udredning af undervandstekniske aspekter m.v. efter den mulige sænkning af UC3 Nautilus” efter anmodning fra Københavns Politi, og i den sår hun på baggrund af tekniske undersøgelser tvivl om Peter Madsens egen forklaring, som han afgav under en politiafhøring 14. oktober.

Det var under denne afhøring, at Peter Madsen ændrede forklaring om Kim Walls død og nu hævdede, at hun var død af kulilteforgiftning og ikke den 70 kilo tunge luge, som han først havde hævdet. Det var under selvsamme afhøring, at Peter Madsen erkendte, at han havde parteret Kim Wall.

Retssagen mod ham fortsætter i morgen, onsdag.

SE og HØR er til stede i retten hele dagen og vil give dig de seneste oplysninger i sagen.

Raket-Madsen og Kim Wall (billeder fra sagen)

Sponsoreret indhold