Distortion vender tilbage: Får grønt lys til jubilæumsfestival

Der er godt nyt, hvis du har savnet at feste i de københavnske gader.
Gadefestivalen Distortion har nemlig meldt ud, at de har fået grønt lys af Københavns Kommune til at afholde endnu en fest, når de til sommer kan fejre deres 25-års jubilæum.
Det skriver arrangøren i en pressemeddelelse.
Festivalen finder sted fra den 31. maj til den 4. juni 2023 og kommer til at foregå på samme måde som i sommer.
– Distortion 2022 var en relancering af byfesten med en ny festivalstrategi: alle de vilde festelementer kom ud af de åbne gader og ind i festivalagtige musikzoner. Nu har vi fået godkendt fortsættelse af dette format, som skal cementere Distortion som Københavns byfest, siger Thomas Fleurquin, som er stifter af Distortion, og fortsætter:
– Vi er meget taknemmelige for, at publikum har taget Distortions nye form til sig allerede det første år. Vi opnåede et stemningsskift, som vi troede ville have taget flere år at gennemføre.
Faktisk fik Distortion kun fire støjklager efter stemningsskiftet og den nye strategi, og det glæder stifteren.
– Det var den effekt, vi regnede med det ville have, og vi er overbeviste om, at strategien er den rigtige, og at vi skal fortsætte kursen, siger Thomas Fleurquin.
Når Distortion løber af stablen næste år, vil det endnu engang være gratis at deltage i festen på Vesterbro, mens det vil kræve en billet til Distortion X-festerne.
Billetsalget åbner i december, hvor Distortion samtidig vil løfte sløret for de første artister.