Distortion-stifter hylder "magisk" stemning på Nørrebro

Distortions planer om at skabe en mere voksen og kulturel gadefestival er gået "over al forventning".
Stifter Thomas Fleurquin fortæller, at han aldrig har oplevet en åben gadefest med så god stemning, som tilfældet var på Nørrebro i København torsdag.
- Hele holdet, som vi har været sammen med i mange år, sagde, at det var for vildt. Alle syntes, det var magisk, siger Thomas Fleurquin.
Den københavnske gadefestival startede onsdag på Rådhuspladsen.
Fredag og lørdag fortsatte festen til den lyse morgen på Refshaleøen.
Søndag sluttede festivalen så med afterparty.
Det var efter fem års pause, at gadefestivalen var tilbage på Nørrebro torsdag.
Fra Dronning Louises Bro til Nørrebros Runddel var der en "fantastisk fest" på Nørrebrogade og i hver eneste sidegade, lyder det fra stifteren.
Mindre lydanlæg gjorde, at den intense feststemning ikke tog overhånd.
Og så var det en lokal ånd, der skabte den gode stemning, mener Thomas Fleurquin.
Han har endnu ikke fået en specifik status, men indtil videre har stifteren ikke hørt noget om nogen klager.
Politiet har således været tilfreds med afviklingen.
- Under møder siger de til os, at de er meget tilfredse med vores måde at håndtere det på, siger Thomas Fleurquin.
Før corona satte en stopper for gadefestivalen deltog op mod 10.000 mennesker dagligt i de åbne gadefester.
Det kastede mange klager af sig, og gadefesterne blev ifølge Distortion selv for ucharmerende.
Men nu er Distortion mere blevet en hyldest til "bittesmå subkulturer" uden for meget vildskab.
- Når man kommer udefra, tror man, at det bare er en gadefest. Men vi dykker ned i kulturlivet, siger festivalens stifter.
På Rådhuspladsen onsdag overraskede Suspekt og Benjamin Hav med en gæsteoptræden under en forestilling med TooManyLeftHands.
Det foregik i en af gadefestivalens betalingszoner, der også har lagt en dæmper på den vilde stemning i gadebilledet.
I musikzonen "Distortion X" på Nørrebro, som også krævede betaling at tilgå, var der torsdag lagt op til den helt store fest med en koncert fra Artigeardit.
Men her gik det så vildt for sig, at festivalen måtte afbryde en forudgående koncert med DJ Pooyandeh.
Alle 12.000 billetter var udsolgt, men en del mennesker stod uden for zonen og spurgte, om de måtte komme ind.
- Så vi afbrød i 20 minutter for at være sikker på, at folk ikke væltede hegnet, siger Thomas Fleurquin.
Distortion har planer om at være på Nørrebro igen næste år, inden festivalen formentlig vender tilbage til Vesterbro.