Dine penge12 timer siden (opd. 12 timer siden)

Zalando lancerer plus-univers i Danmark

Zalando Plus findes allerede i ti europæiske lande og kommer nu til Danmark
Zalando lancerer et loyalitetsprogram i Danmark.
Zalando lancerer et loyalitetsprogram i Danmark.
 Foto: Felix Zahn/AP/Ritzau Scanpix

Den online shoppingplatform Zalando lancerer et nyt loyalitetsprogram med navnet Zalando Plus i Danmark.

Det oplyser den tyske virksomhed til DetailWatch.

Zalando Plus findes allerede i ti europæiske lande og udrulles nu i tre yderligere lande, hvoraf Danmark er det ene.

Det er en kundeklub, som giver kunder mulighed for at optjene point gennem køb og andre aktiviteter.

Programmet er af Zalando-ledelsen udnævnt som én af fire faktorer, der skal løfte toplinjen i 2025, skriver DetailWatch.

Mie Bilberg, der er chefkonsulent i e-commerce og analytiker hos Dansk Industri, har over for DetailWatch kaldt det en offensiv rettet mod konkurrerende platforme som Boozt, Asos og Boohoo.

Hun kalder det "et supervåben", som især Boozt har haft succes med.

- Her går Zalando ind og konkurrerer. Det må også være noget, som andre online modeforhandlere skal være opmærksomme på, for det kan lige pludselig rykke rundt på kunderne, har Mie Bilberg sagt til mediet.

Meldingen fra Zalando kommer tirsdag, hvor modegiganten også præsenterer kvartalsregnskab for årets første tre måneder.

Heri kalder Fabio Baum, der er direktør for Norden og Benelux hos Zalando, Danmark "et vigtigt marked".

- Jeg er meget glad for i dag at kunne dele nyheden om, at vi nu lancerer vores loyalitetsprogram, Zalando Plus, som markerer en vigtig milepæl, lyder det.

Regnskabet viser, at bruttovarevolumen, som betegnes GMV, stiger med 6,5 procent til 3,5 milliarder euro. Det svarer til lidt over 26 milliarder kroner.

GMV dækker over den samlede handelsværdi af alle solgte varer af både Zalando selv og af tredjepartsforhandlere. Det viser den samlede økonomiske aktivitet på platformen.

Omsætningen stiger med 7,9 procent til 2,4 milliarder euro i første kvartal, viser regnskabet.

Resultatet før renter og skat ender på 46,7 millioner euro.

Væksten skyldes flere aktive kunder, som nu tæller 52,4 millioner, og som også i gennemsnit bestiller større ordrer.

Zalando har også haft et "vellykket udsalg ved sæsonafslutningen og en lovende start på forår/sommer-sæsonen", lyder det.

Sponsoreret indhold