Togtrafikken ramt: DSB mangler køreklare togsæt efter hårdt vejr
DSB mangler stadig køreklare togsæt.
Derfor forlænges perioden med færre supplerende myldretidstog med en uge. Det skriver DSB på det sociale medie X.
Nu kører der færre af de supplerende tog til og med 20. februar.
Der vil køre færre myldretidstog på strækningerne København H - Kalundborg, København H - Slagelse eller Odense, København H - Fredericia og Fredericia - Aarhus H, lyder det.
De supplerende myldretidstog er ekstra afgange, som kører på de travleste tidspunkter af dagen.
Oprindeligt havde DSB meldt ud, at der kørte færre tog frem til og med 13. februar.
I den forbindelse oplyste DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til Ritzau, at det var vejret, som havde været hårdt ved DSB's tog.
- Vi har skelet til, hvordan vi stiller kunderne bedst muligt: I stedet for at aflyse med meget kort varsel vil vi hellere på forhånd fortælle vores kunder, at der er nogle tog, der ikke kører, lød det.
DSB opfordrer på sin hjemmeside til, at man tjekker Rejseplanen, inden man tager afsted.
Hvis man bliver mere end 30 minutter forsinket, træder DSB's rejsetidsgaranti i kraft.
Senere på ugen er der også udsigt til mere vintervejr.
Mandag udsendte Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) et forvarsel om mulig snestorm fra torsdag til fredag.
Det forventer DMI umiddelbart primært vil ramme i Midt- og Nordjylland samt i Nordsjælland.