Dine penge28. december 2022 (opd. 28. december 2022)

Supermarked i kæmpe nedtur

Har mistet over en halv milliard kroner i omsætning - og tabt over 150 millioner kroner i sit seneste regnskab
Stigende priser på fødevarer har tilsyneladende ikke hjulpet netbutikken.
Stigende priser på fødevarer har tilsyneladende ikke hjulpet netbutikken.
 Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Omsætningen hos onlinesupermarkedet Nemlig.com er faldet med 600 millioner kroner til 2,5 milliarder i det netop overståede regnskabsår.

Det skriver Nemlig.com i en pressemeddelelse (link fjernet).

Samtidig er underskuddet i selskabet - der har Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen som hovedaktionær - steget voldsomt til næsten 156 millioner kroner efter skat, fremgår det af selskabets seneste regnskab.

Anders Holch Povlsen får nok brug for lidt til at styrke sig på efter det seneste nedslående regnskab fra Nemlig.com. Pengene fosser nemlig ud af pengekassen.
Anders Holch Povlsen får nok brug for lidt til at styrke sig på efter det seneste nedslående regnskab fra Nemlig.com. Pengene fosser nemlig ud af pengekassen.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lægger man tabene fra de seneste fem år sammen, lyder beløbet på 284 millioner kroner, som Nemlig.com har kostet sine aktionærer.

Udover Anders Holch Povlsen er den anden store aktionær selskabets direktør, Stefan Plenge.

Dyrt at bygge op

Ifølge Stefan Plenge, der er administrerende direktør hos onlinesupermarkedet, er det forventeligt, at man igen indkasserer et underskud.

- Det her er en rejse, hvor vi kontinuerligt bliver ved med at lave investeringer. Der er dog ingen tvivl om, at vi har taget meget store kvantespring de sidste par år. Vi har en platform og forretning nu, som vi tror på kommer til at få mærkbar betydning for danskerne de kommende år, siger han til avisen.

Ifølge Børsen har Nemlig.com tabt i alt 549 millioner kroner siden etableringen i 2010.

En af årsagerne til årets underskud er, at man har investeret i et nyt, stort varehus i Aarhus.

- Efter at have arbejdet så længe med at skabe vores nye varehus i Aarhus var det en stor glæde endelig at kunne klippe den røde snor 1. oktober og erklære varehuset for åbent, siger direktøren i pressemeddelelsen:

- Vi har allerede skabt omkring 300 nye arbejdspladser, og mange flere er på vej de kommende år.

Varehuset gør, at Nemlig.com har udvidet sit leveringsområde til at dække 92 procent af alle danske husstande.

Sponsoreret indhold