Søren Kierkegaard sorteret fra på de nye pengesedler: Sikkerheden mangler

LÆS OGSÅ: Verdensstjerne afslører: Kommer til Danmark
Nationalbanken har mandag sat gang i en længere proces om, hvem der skal ende på forsiden af de nye danske pengesedler, som forventes at komme på gaden i enten 2028 eller 2029.
For selv om der ikke er noget galt med sikkerheden på de sedler, som er i omløb på de danske gader i dag, kommer der en ny generation af pengesedler på grund af sikkerheden.
Her får danskerne en indflydelse i, hvem der i sidste ende kommer på forsiden af 50-, 100-, 200- og 500-kronesedlerne.
Nationalbanken har på baggrund af input fra de indbudte kulturinstitutioner og et ekspertpanel skåret feltet ned fra 150 personer til otte.
På forsiden af de nye sedler skal der nemlig være portrætter.
Det afslørede chef for indkøb og kvalitet i Nationalbanken, Daniel Krarup Rosenstrøm, på mandagens pressemøde.
- Vi vil gerne lave de sikreste sedler som muligt. Sikkerheden er i højsæde, og portrætter er særligt egnet, fordi vi som mennesker intuitivt er kodet til at kigge på ansigter.
- Samtidig vil vi også gerne have noget, som er så relaterbart til så bredt et publikum som muligt.

Den vigtige bedrift eller fortællingen som de otte personer har bidraget med, vil være på forsiden, og så vil personen være at finde i vandmærket, da vandmærket anses som papirets sjæl.
I processen fra at gå fra 150 til otte personer, er mange gode bud blevet sorteret fra.
På mandagens pressemøde fortæller Daniel Krarup Rosenstrøm til SE og HØR, at en helt særlig dansker blev skåret fra, da sikkerhedsniveauet ikke ville være godt nok.
- Der har været mange rigtig, rigtig gode forslag, men som sagt prøver vi at lave en seddel, hvor sikkerheden er i højsædet.
- Et konkret eksempel er Søren Kierkegaard. Det var et meget vellidt forslag. Men Søren Kierkegaard er en person, som ikke ville lade sig afbilde. Der findes kun to tegninger af ham, og den ene er meget forskønnet, og den anden er en, hvor han er gået forbi et vindue og en har tegnet ham. Så ikke brugbart materiale, og derfor var det en af grundene til, at vi ikke kunne bruge ham.
