Dine penge23. januar 2024 (opd. 23. januar 2024)

Skattefordel lokker mange til aktiesparekonto

Aktiesparekontoen blomstrer i Danmark med 360.000 brugere - men indskudsloftet skal være højere for at fremme investeringerne, mener Finans Danmark
Der bliver råd til flere af de her dyre dråber, hvis du får jackpot med dine investeringer.
Der bliver råd til flere af de her dyre dråber, hvis du får jackpot med dine investeringer.
 Foto: Georges Gobet/AFP/Ritzau Scanpix

Efter en lidt lunken modtagelse ved introduktionen i 2019 er den såkaldte aktiesparekonto ved at have vundet fodfæste i Danmark.

Tal fra Finans Danmark, som er interesseorganisation for banker og kreditforeninger, viser, at der nu er 360.000 danskere, der har en særlig konto, som de bruger til at investere i aktier med.

Det seneste år er der kommet 63.000 mere med på vognen, på trods af at væksten var ret begrænset i første halvår.

- Det overskud, du kan bruge til at investere, afhænger af, hvordan din økonomi i øvrigt ser ud. Mange danskere har været presset af høj inflation og stigende renter. Men noget tyder på, at presset er aftaget i andet halvår, siger Birgitte Søgaard Holm, der er direktør for Opsparing & Investering i Finans Danmark.

Hun ser væksten i danskernes brug af aktiesparekontoen som et vidnesbyrd om en voksende dansk investorkultur.

Hun mener dog, at den kan blive styrket endnu mere, hvis man hæver det nuværende indskudsloft på 135.900 kroner.

- I Sverige og Norge er der slet ikke noget loft, og i Finland svarer loftet til et beløb på 750.000 kroner.

- Vi synes godt, at man kan være lidt mere ambitiøs og hæve loftet. Man kunne begynde med den grænse på cirka 225.000 kroner, som tidligere har været meldt ud, da aktiesparekontoen blev indført, siger hun.

Aktiesparekontoen er en særlig konto, som er tilknyttet et aktiedepot. Man kan bruge kontoen til at investere i aktier og investeringsforeninger, der investerer i aktier.

Man betaler kun 17 procent i skat af afkastet i modsætning til den normale skat på aktiegevinster på mellem 27 og 42 procent.

Til gengæld beskattes man hvert år, mens man normalt først beskattes, når man realiserer sin gevinst.

Sponsoreret indhold