Dine penge14. september 2022

Sådan vil Mette & co. redde din regning

Et nyt forslag går ud på, at borgere skal kunne indefryse deres energiregninger og betale af over flere år
Mette
Netop nu afholder regeringen pressemøde om de stigende energipriser.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen vil lade borgerne indefryse deres høje energiregninger det kommende år, så de kan afdrage på gælden over de kommende år.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde om de stigende energipriser onsdag.

– Det betyder, at hvis prisen på el, gas og fjernvarme kommer over prisen fra sidste efterår 2021, så vil man kunne udskyde betaling af det overskydende beløb på et senere tidspunkt og afdrage det over flere år, siger hun.

Regeringen vil forhandle om forslaget med Folketinget og vil søge at hastebehandle forslaget, så det indføres inden vinter.

Mange borgere bliver ramt af de høje priser på el og gas, som for manges vedkommende er mangedoblet.

– Rigtig mange danske familier kommer til at opleve, at udgifterne til strøm kan stige mange tusind kroner om måneden, siger Mette Frederiksen om situationen frem mod vinter.

Regeringen lægger op til en frivillig model. Staten vil stille penge til rådighed for energiselskaberne, hvilket betyder, at det er borgernes energiselskaber, de skal henvende sig til.

Ordningen skal gælde et år, men det skal være muligt at betale tilbage i løbet af flere år.

Hvis man forbruger mere energi, skal man stadig betale regninger, understreger regeringen.

– Det er noget, vi gerne vil have hurtigt på plads med Folketingets partier.

– Jeg forventer, vi kan have de første møder allerede i morgen aften. Det her kræver, at alle er i arbejdstøjet, og at vi finder løsninger med hinanden, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Sponsoreret indhold