PostNord stopper pakker til USA: Kan takke Trump for det
Postselskabet PostNord har set sig nødsaget til at sætte en midlertidig stopper for forsendelse af danske og svenske varer under en vis værdi til USA.
Det skriver postselskabet i en pressemeddelelse, hvor det begrundes med ændring af toldregler i USA, som blandt andet indebærer en ophævelse af "De minimis"-undtagelsen.
Helt konkret pauser PostNord forsendelse af varer for under 800 dollar - 5130 kroner - til USA og Puerto Rico fra 23. august.
"De minimis"-undtagelsen har betydet, at importører og amerikanske forbrugere har kunnet komme uden om at betale told, så længe den pågældende vare havde en værdi på under 800 dollar.
Ligeledes har det ikke været nødvendigt at lave kontroleftersyn af disse pakker. Den er beregnet til at forenkle og fremskynde importprocessen for små forsendelser.
PostNord blev orienteret 15. august om, at ændringen af toldreglerne vil træde i kraft 29. august.
Ophævelsen af undtagelsen betyder, at der af næsten alle varer skal være betalt told, før de ankommer til USA. Det gælder ikke gaver sendt af privatpersoner til en værdi under 100 dollar samt pakker med en deklareret værdi på mere end 800 dollar.
Det er transportøren, der har ansvaret for at sikre overholdelsen af det.
Ifølge postselskabet har det været en kort tidsfrist, hvorfor det har sat forsendelserne på pause, indtil der er udviklet og implementeret en løsning, der opfylder de nye krav.
- Beslutningen er beklagelig, men nødvendig for at sikre fuld overholdelse af de nylig indførte regler, siger Björn Bergman, der er chef for branding og kommunikation hos PostNord, i pressemeddelelsen.
Han tilføjer, at PostNord samarbejder med "relevante internationale organisationer og vores amerikanske partnere" om at udvikle en løsning.
Seniorkonsulent hos Dansk Erhverv Jens Wedenberg kalder det for "en katastrofe" for danske virksomheder, der eksporterer til USA gennem PostNord. Her nævner han blandt andet garn- og tøjproducenter.
- Den helt store udfordring er jo, at der kommer det her dekret fra Trump, der siger, at minimumsgrænsen bliver fjernet. Men så er der ikke mere end det, så han (Trump, red.) lader det sådan set stå og blæse i vinden, siger han.
Han præciserer, at man netop ikke ved, hvordan ophævelsen af minimumsgrænsen konkret skal udmønte sig.
- Der er ingen, der ved det. Så man er jo bange for at hive varer ind og så få et ordentligt hak i tuden bagefter, fordi man har gjort det forkert og risikerer en stor bøde.
Dansk Industri (DI) understreger, at ophævelsen af minimumsgrænsen primært er indført for at stoppe billige forsendelser fra Kina til USA.
- Det rammer så desværre også danske virksomheder, som har behov for at sende småpakker med blandt andet vareprøver, erstatningsvarer og reservedele til deres amerikanske kunder, lyder det fra seniorchefkonsulent ved DI Peter Bay Kirkegaard.
Han fremhæver, at netop de pakker formentlig nok vil koste omkring 200 til 300 procent mere at sende fremadrettet.
Det norske postselskab Posten Bring følger PostNord, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Her lyder det, at postselskaber i Europa samarbejder om at få klarhed over situationen og finde en fælles løsning.