Annonce
Dine penge6 timer siden

Overskud styrtdykket: Mærsk i stor fyringsrunde

Mærsk vil fyre flere ansatte efter et 2025, hvor rederiet landede sit mindste overskud siden 2020
Af: Ritzau
Annonce

Op mod 1000 ansatte på rederigiganten Mærsks kontorer står til at miste deres job.

Mærsk varsler nemlig nedlæggelse af 1000 ud af 6000 administrative stillinger i forbindelse med det danske rederis årsregnskab torsdag.

Fyringer ventes at ske på tværs af hovedkontorer, regioner og lande og vil spare Mærsk for omkring 180 millioner dollar om året.

Det svarer til omkring 1,1 milliard kroner.

En del af fyringerne vil også ramme Mærsks hovedkontor i Danmark. Selskabets presseafdeling oplyser dog til Ritzau, at det endnu ikke kan oplyses i hvilket omfang.

Mærsk har indledt de nødvendige processer i forbindelse med den varslede fyringsrunde.

Administrerende direktør i rederigiganten Vincent Clerc siger til TV 2, at selskabet "er på vej mod sværere tider".

Annonce

- Derfor bliver vi nødt til med rettidig omhu at sige, hvad det er, vi kan gøre for at sikre virksomheden fremover, siger han om de varslede fyringer.

Årsregnskabet for den danske rederigigant viser, at Mærsk sidste år havde et overskud efter skat på 2,9 milliarder dollar i 2025, hvilket svarer til knap 18,5 milliarder kroner.

Det er mere end en halvering fra året forinden, og så er det rederigigantens mindste overskud siden 2020.

Annonce

Også omsætningen faldt sidste år, hvor den landede på knap 54 milliarder dollar. Det er 2,7 procent mindre end i 2024.

2025 har for Mærsk været præget af stor usikkerhed.

Det skyldes blandt andet, at der sendes flere nye fragtskibe ud på verdenshavene, end der egentlig er brug for til at dække efterspørgslen.

Det er med til at presse fragtraterne.

Og kigger man ind i 2026, tror Mærsk ikke på en bedring. Faktisk tværtimod.

Annonce

- Med en kraftig eskalering af protektionisme flyttede handel og forsyningskæderne sig ind i centrum af det geopolitiske landskab i 2025, og 2026 ser ikke ud til at blive anderledes, lyder det i regnskabet.

Mærsk henviser blandt andet til de højere toldsatser, som den amerikanske præsident, Donald Trump, har indført på udenlandske varer.

Det danske rederi regner med, at driftsresultatet efter af- og nedskrivninger lander et sted mellem minus 1,5 milliarder dollar og et plus på en milliard dollar.

Annonce

Sponsoreret indhold