Nye regler kan gøre det billigere at tanke benzin og diesel

Priserne på benzin og diesel har herhjemme været stort set de samme fra tankstation til tankstation siden coronapandemien.
Sådan var det ikke tidligere. Og nu kan der måske komme mere dynamiske priser igen og større konkurrence.
Det er i hvert fald formålet med nye regler fra regeringen, hvoraf de første træder i kraft mandag den 1. december.
Det ene initiativ går ud på, at benzin- og dieselselskaberne ikke længere må offentliggøre vejledende priser forud for prisændringer. Det gælder fra 1. december.
Dermed får selskaberne sværere ved at tilrettelægge prissætning efter konkurrenternes forventede priser. Og tankstationerne skal i højere grad konkurrere om at give den bedste pris til kunderne.
Det andet initiativ går ud på, at benzin- og dieselskaberne skal oplyse de aktuelle pumpepriser ved stationen og online. Det træder dog først i kraft fra 1. januar.
Særligt det har været efterspurgt hos bilisterne, fortæller Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM, der repræsenterer de danske bilister.
- Da corona kom, var efterspørgslen på brændstof meget lav, og så blev priserne mere eller mindre faste.
- Det har undret mange af vores medlemmer, som har kontaktet os og skrevet til os, fordi de ikke forstår, hvordan benzinpriserne kan være det samme i øst og vest og nord og syd, siger han.
Hvor der tidligere var lokal konkurrence om kunderne, har priserne de seneste år i høj grad fulgt ét ledende selskabs vejledende priser.
Derfor har priserne på tankstationernes skilte ofte været de samme på tværs af landet - og er ofte blevet ændret samtidigt.
Men regeringen kræver fra 1. januar, at selskaber skal offentliggøre de aktuelle forbrugerpriser - også kaldet pumpeprisen - online.
For den enkelte bilist betyder det, at tankstationernes priser altid vil være til at finde online og i realtid. Det kan for eksempel være på en hjemmeside eller i en app.
Erhvervsministeriet forventer en effekt med 2000 kroners besparelse om året for en husstand med to biler. Hvis der er én bil i husstanden, er besparelsen op mod 700 kroner.