Ny undersøgelse: Du kan spare op til 45.000 kroner

I Danmark kan det blive en dyr fornøjelse at være loyal bankkunde.
Det slår Forbrugerrådet Tænk fast i deres seneste undersøgelse, som de også har skrevet en pressemeddelelse på.
Tænk har testet bankpriser på kryds og tværs, og her viser det sig, at danskerne kan spare rigtig mange penge.
Der er tale om beløb mellem 5.000 og 20.000 kroner om året ved at skifte til en billigere bank. I ekstreme tilfælde kan besparelsen løbe op i hele 45.000 kroner om året, skriver de.
Men selvom der er store penge at hente, er det lettere sagt end gjort.
Undersøgelsen viser nemlig, at bankernes priser er spredt ud på utallige dokumenter og præsenteret på vidt forskellige måder.
Nogle steder står prisen i procenter, andre steder i kroner og øre, og det samme gebyr kan have forskellige navne afhængigt af, hvor man kigger. Det gør det næsten umuligt at sammenligne og finde det bedste tilbud.
Et eksempel er prisen for at have en kassekredit. I flere banker er det nærmest umuligt at finde ud af, hvad man egentlig betaler for det, skriver Tænk.
Ifølge Forbrugerrådet gør den slags forvirring det svært for forbrugerne at gennemskue markedet, og samtidig betyder det, at bankerne ikke føler sig presset til at konkurrere på pris.
Direktøren i Tænk, Winni Grosbøll, siger følgende:
- Som forbrugere betaler vi rigtig mange penge til banken hvert år, og derfor er banken også et af de steder, vi kan spare langt de fleste penge. Derfor har det også rigtig stor betydning om markedet er til at gennemskue for almindelige mennesker.