Nordmænd dropper det dyre kød i Danmark

Hvis du synes, at det er blevet ualmindeligt dyrt at hive varer op fra køledisken i de danske supermarkeder, er det ikke så mærkeligt endda.
Det synes nordmændene nemlig også for tiden.
Det skriver norske Nettavisen, der har besøgt Rema 1000 i både Norge og Danmark for at se, hvor man får de billigste varer.
Her fremgår det, at prisen på blandt andet hakket oksekød er stukket så meget af, at den overgår priserne i Norge.
En pakke hakket oksekød på 400 gram står til 88 norske kroner i Rema 1000 i Hirtshals.
I Rema 1000 i Oslo kan den samme vare findes til 59,90 norske kroner.
Regnet om til danske priser svarer det til henholdsvis 55,48 kroner og 33,77 kroner.
– Udviklingen over de seneste par år er, at det er blevet dyrere og dyrere at være nordmand i Danmark, siger norske Sune Eggen, som Nettavisen møder i Netto i Hirtshals.
Også prisen på smør, pålægschokolade, Entrecote og laks er billigere i Norge.
Til gengæld kan det som norsk turist i Danmark fortsat betale sig at købe øl, sodavand, kartofler og brød.
En gennemgang af 40 varer viser dog, at nordmændene slår Danmark i pristest.
En opgørelse fra Dansk Statistik baseret på en undersøgelse fra Eurostat viser desuden tirsdag, at de danske fødevarepriser er de næsthøjeste i EU.