Kendt koks juicefirma straffet: Lokker kunder med tomme løfter

LÆS OGSÅ: Kendt kaffekæde fældet
Der er penge i juice. Rigtigt mange penge hvis man forstår at sælge varen dyrt.
Men der er grænser for, hvor langt man kan gå, når der skal smides frugtsaft over disken. Og grænsen er ifølge fødevaremyndigheder flere gange overtrådt i juicefirmaet Slowjuice Copenhagen, som den kendte Cofoco-kok Torben Klitbo er medejer af.
Det har netop udløst den anden af to sure smileys i træk. Og 15.000 kroner i bøder.
Problemet er, at firmaet flere gange i år har fortalt kunderne på nettet, at de både kan tabe sig og få et sundere liv, hvis de køber kuren, der koster flere hundrede kroner om dagen.

Det er ulovligt at kalde en juice for sund eller helbredende, når det ikke kan dokumenteres.
Allerede 10. maj faldt den første bøde på 5000 kroner og en sur smiley derfor, da Fødevarerejseholdet kulegravede Slowjuice Copenhagen efter en kundeklage.
Blandt andet kunne man på hjemmesiden læse, at juicekuren kan være med til at forebygge kræft og hjertekarsygdomme.
Kuren giver ifølge Slowjuice Copenhagen også "en sundere tarmflora og kan medvirke til et bedre kolesteroltal."
Torben Klitbo: Derfor er jeg med
På den kendte kok og iværksætters hjemmeside kan man læse, hvorfor han har valgt at investere i det nye juiceeventyr:
- Indrømmet, juicekur er nok ikke det, hverken jeg selv eller andre ville mene var noget for mig.
- Men jeg må indrømme, at den friske juice og det nogen gange lige at stoppe op og gøre noget sundt for sig selv er vildt rart. Derfor er jeg en del af slowjuice!
Firmaet får samtidig kritik for, at juicen på forsiden af hjemmesiden bliver solgt under overskriften "Vil du have mere sundhed i dit liv?." Det er ulovligt at skrive.
Ledelsen lover under besøget 10. maj, at man hurtigst muligt gennemgår og retter fejlene.
Da myndighederne laver en ny kontrol 6. juli, er forholdet imidlertid ikke bragt i orden.
Ganske vist er ordet "sundhed" skiftet ud med "sunde vitaminer" på forsiden. Men det ændrer intet, mener Fødevarestyrelsen, der nu stikker to bøder på hver 5000 kroner - og en ny smiley - ud for, at hjemmesiden fortsat er fyldt med ulovlige sundhedsanprisninger.
Virksomheden lover igen at rette op på forholdet. Her flere uger senere mødes kunderne dog fortsat af netop den ulovlige tekst på forsiden, som myndighederne tidligere på måneden gav en bøde for.
Direktør: Ikke gode nok
Over for SE og HØR forsikrer direktør Peter Lentz Thomsen fredag, at myndighederne nok skal blive tilfredse.
- Vi har ikke været gode nok i vores valg af ord flere steder på vores hjemmeside indenfor anprisningsloven.
- Det rettede vi over hele linjen, men desværre var der stadig enkelte ord, vi troede opfyldte formuleringerne, som desværre ikke gjorde det.
- Vi er i gang igen med ny grov simplificering af hjemmesiden, igen med hjælp fra et eksternt markedsføringsbureau.