Dine pengeI går (opd. I går)

Jyske Bank scorer 1,3 milliarder kroner på tre måneder

Overskuddet er 56 millioner lavere end sidste år – men stadig i milliardklassen

Ligesom en række andre banker har Jyske Bank også måttet se sine indtægter skrumpe en smule i andet kvartal.

Blandt andet derfor bliver overskuddet for månederne april, maj og juni en smule mindre i år, end det gjorde for et år siden.

Kvartalsregnskabet, der er offentliggjort tirsdag, viser et resultat efter skat på 1,281 milliarder kroner.

Det er 56 millioner kroner lavere end det overskud, der blev opnået i samme periode sidste år.

Nettorenteindtægterne er i perioden faldet med 235 millioner kroner til 2,18 milliarder, samtidig med at omkostningerne er steget 59 millioner kroner.

En del af forklaringen på de øgede omkostninger er dog, at Jyske Bank i juli måned har samlet sine aktiviteter i København i Nykredits tidligere domicil på Kalvebod Brygge.

Det har medført engangsomkostninger i størrelsesordenen 60 millioner kroner - til gengæld vil banken spare penge på huslejekontoen fremover.

På plussiden tæller også, at gebyrindtægterne voksede med 55 millioner kroner til 658 millioner kroner.

Endelig har Jyske Bank tilbageført 47 millioner i nedskrivninger på udlån, som tidligere har været hensat som tab.

Banken præciserer i forbindelse med regnskabet sine forventninger til regnskabsåret.

Man fastholder fortsat, at bundlinjen ender et sted mellem 3,8 til 4,6 milliarder kroner, men præciserer, at det formentlig ender i den øvre ende af intervallet.

- Vi oplever samlet set god aktivitet og har præciseret resultatforventningerne.

- Jyske Bank har i det seneste år løftet kundetilfredsheden meget betydeligt for både privat- og erhvervskunder og er for 10. år i træk kåret til "Bedst til Private Banking". Det er centrale områder af vores strategi, siger bankens ordførende direktør, Lars Mørch.

/>

Sponsoreret indhold