Historisk billige flybilletter til to europæiske byer

Torsdagens vejr efterlader ingen tvivl om, at verden må have mere spændende klima at byde ind med end det danske.
Kigger man derfor efter billige flybilletter den kommende tid, er der heldigvis godt nyt set med de økonomiske briller.
Det skriver Travelmarket, der hver fjerde uge sammenligner flypriser til destinationer i Europa og de store internationale lufthavne.
Travelmarket har i denne omgang taget et kig på billetpriserne i uge 48, og to europæiske destinationer springer i øjnene.
Flybilletter til Oslo og Barcelona har ifølge prissammenligningssiden aldrig været billigere denne uge.
441 kroner lyder prisen for en returbillet til Barcelona i uge 48 fra Kastrup Lufthavn.
Vil man til Oslo og hjem igen, kan det lade sig gøre for 425 kroner. Også her skal man rejse fra Kastrup.
Også rejser til Prag og Stockholm stikker ud som billige, om end billetpriserne ikke er de billigste priser nogensinde i uge 48.
264 kroner koster det at flyve til og fra Stockholm, mens en returbillet til den tjekkiske hovedstad koster 397 kroner.