
Hemmelig klub af danske millionærer: Mødes tre gange om året

LÆS OGSÅ: Dansker vinder 760 millioner
Bag murene i Brøndby gemmer der sig noget, de færreste kender til - og endnu færre får lov at opleve.
Tre gange om året samles et særligt selskab af danskere, der alle har én ting til fælles: De har vundet mere end én million kroner i Lotto, Eurojackpot eller et af Danske Spils øvrige spil.
For selvom pengene strømmer ind, følger der tvivl og spørgsmål med: Hvad gør man med pengene? Skal man investere? Skal man fortælle det til vennerne? Og hvem kan man i det hele taget tale med om det?
Netop det er årsagen til, at Danske Spil siden 2018 har inviteret til frokosterne tre gange om året.
Omkring 65 deltagere sad forleden ved bordene ved den seneste samling, men det var ikke let at spotte millionærerne. Nogle mødte op i hverdagstøj, andre i finere påklædning – de fleste i noget midt imellem.
Nogle af gæsterne ved dagens frokost havde vundet langt over millionen. Ved et af bordene sad en mand, der mod slutningen af 2024 ramte en andenpræmie i Eurojackpot - næsten 23 millioner kroner. Men han lignede alle de andre.
Det eneste sikre tegn på rigdom var en lille sort æske ved knap halvdelen af pladserne. Indeni lå en eksklusiv kuglepen, hvorpå der stod "Millionær nr." og et firecifret nummer.
Marketingdirektør Martin Dalsgaard bød velkommen til, hvad han kaldte "Drømmefabrikken".
For blandt deltagerne var der ikke kun millionærer – men også mennesker, som havde båret rundt på en hemmelighed, de sjældent havde delt.
- Det her er et lukket og fortroligt rum, lød det fra Dalsgaard, og med de ord begyndte snakken at tage fart, kan SE og HØR nu afsløre.
Og en ting blev også afsløret under millionærfrokosten. Det er ikke altid nemt at være nybagt millionær.
Og ifølge Malene Mølgaard, der er direktør i Danske Lotteri Spil, er arrangementet ikke bare hyggeligt – det er nødvendigt.
- Det kan være en livsomvæltende begivenhed at vinde en stor gevinst.
- Vi ved, at mange vinderes største ønske er at kunne dele deres oplevelse med nogen, der forstår den, siger hun.
