Dine penge8 timer siden

Foreninger vil fjerne afgift på kaffe

Kaffeafgiften har overlevet sin relevans, lyder det fra brancheforeningen for Kaffe og Te, BKT. Samme budskab har Dansk Erhverv tidligere luftet
Priser er det seneste år steget med en fart, der ikke er set siden 1984, viser tal fra Danmarks Statistik . En kop kaffe torsdag den 12. maj 2022.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Afgiften på kaffe skal væk, hvis man spørger brancheorganisationen for Kaffe og Te, BKT, og Dansk Erhverv.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En afgift uden hverken sundheds- eller klimamæssig begrundelse.

Sådan lyder vurderingen fra brancheforeningen for Kaffe og Te, BKT, når snakken falder på kaffeafgiften, der har eksisteret siden 1930.

Derfor foreslår man fra foreningens side, at afgiften fjernes.

- Afskaffelsen af kaffeafgiften vil ikke blot reducere unødigt bureaukrati. Den vil også sikre en mærkbar lettelse hos forbrugerne i en tid med inflation og stigende fødevarepriser. Effekten vil være særligt tydelig for lavindkomstgrupper, skriver BTK i en meddelelse.

Satsen på rå kaffe ligger på 6,39 kroner på kilo, mens afgiften på brændt kaffe er 7,67 kroner per kilo.

Forslaget fra BKT ligner til forveksling et forslag, som Dansk Erhverv luftede i maj.

Her lød budskabet, at en gennemsnitlig dansk husholdning årligt vil spare 70 kroner, hvis afgiften fjernes.

Først og fremmest vil et farvel til afgiften dog fjerne administrative meromkostninger hos de cirka 350 virksomheder, der er registreret som betalere af kaffeafgiften.

Kaffe er et af de produkter, der har set det største prishop de seneste år.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik var prisen på importeret rå kaffe i maj 42,5 procent højere end i maj 2024.

Siden 2021 er prisen på importeret rå kaffe næsten fordoblet.

Sponsoreret indhold