Annonce
Dine penge8 timer siden (opd. 5 timer siden)

DFDS fjerner 400 stillinger: Topchefen Torben Carlsen er også færdig

DFDS vil spare 300 millioner kroner for hurtigere at nå en højere indtjening. Der skal også findes ny topchef
Rederiet DFDS nedjusterer forventningerne til 2025 og lancerer et spareprogram, der betyder farvel til omkring 400 ansatte. Samtidig igangsættes jagten på en ny direktør, efter at bestyrelsen har besluttet at finde en afløser for Torben Carlsen.
Rederiet DFDS nedjusterer forventningerne til 2025 og lancerer et spareprogram, der betyder farvel til omkring 400 ansatte. Samtidig igangsættes jagten på en ny direktør, efter at bestyrelsen har besluttet at finde en afløser for Torben Carlsen.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Annonce

DFDS sænker sine forventninger til driftsindtjeningen i 2025 og igangsætter et spareprogram, hvor der skal skæres omkring 400 stillinger.

Det skriver det danske rederi i en selskabsmeddelelse i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal.

Samtidig igangsættes arbejdet med at finde en efterfølger til topchef Torben Carlsen, som ifølge MarketWire fratræder på bestyrelsens initiativ.

- Bestyrelsen har besluttet at indlede søgningen efter en ny administrerende direktør, der skal lede DFDS i den næste fase af gennemførelsen af strategien med henblik på langsigtet værdiskabelse, som det er fastlagt i 2030-strategien, lyder det fra bestyrelsesformand Claus V. Hemmingsen i meddelelsen.

Torben Carlsen bliver på posten, indtil der er fundet en efterfølger.

Annonce

I tredje kvartal er omsætningen i DFDS vokset med fire procent til 8,3 milliarder kroner.

Men driftsindtjeningen er ikke fulgt med og er i stedet faldet 32 procent til 536 millioner kroner.

Selskabet forventer nu at tjene mellem 600 og 750 millioner kroner på driften i år. Tidligere lød forventningen på mellem 800 og 1000 millioner kroner.

Årsagen til de lavere forventninger skyldes primært usikkerhed om udviklingen for færge- og logistikaktiviteter i Middelhavet i fjerde kvartal.

Annonce

DFDS har tidligere kaldt 2025 for et "transitionsår", hvor grundlaget til bedre resultater fremover skal lægges.

For hurtigere at nå frem til en højere indtjening skal der spares 300 millioner kroner i 2026, meddeler selskabet torsdag.

Det skal primært ske ved at skære cirka 400 stillinger, som hovedsageligt skal være kontormedarbejdere, lyder det.

Topchef Torben Carlsen siger til MarketWire, at 400 stillinger vil blive nedlagt i hele netværket. I underkanten af 100 stillinger skal findes i Danmark.

Annonce

DFDS har på nuværende tidspunkt omkring 16.500 fuldtidsansatte fordelt over 20 lande.

Selskabet blev stiftet under navnet Det Forenede Dampskibs-Selskab tilbage i 1866.

Forretningen består blandt andet af færgedrift, og selskabet har færgeruter i store dele af Europa.

I dag har DFDS hovedfokus på transport af gods.

Annonce

Sponsoreret indhold